Efter aflysninger: Nu gentoptager Tui rejser til Rhodos

Rejseselskabet Tui genoptager rejser til den græske ø Rhodos efter dage med aflysninger på grund af naturbrande på øen.
Det oplyser Tui i en pressemeddelelse.
Som et af de eneste rejseselskaber har Tui aflyst alle rejser til hele Rhodos i flere dage. Men nu er vurderingen, at situationen igen er under kontrol.
- De græske myndigheder meddeler, at situationen nu er under kontrol. Der er kun få brande tilbage på øen og ingen ordre om evakuering.
- Vi vil stadig holde øje med situationen og handle igen, hvis den udvikler sig den forkerte vej, siger Mikkel Hansen, kommunikationschef hos Tui, i pressemeddelelsen.
Meldingen betyder, at Tui vil begynde at flyve gæster til Rhodos igen fra lørdag. Men det bliver ikke til hele øen.
Rejser til Kiotari, Lardos, Lindos, Pefkos og Plimmiri vil stadig ikke kunne gennemføres. De er aflyst til og med den 30. juli.
- Vi er ved at danne os et overblik over de forskellige hoteller og områder, og i hvilket omfang de har været påvirket af brandene.
- Den nordlige del af Rhodos forbliver upåvirket. Enkelte områder i den sydlige del af Rhodos er stadig ramt af udfordringer med vandforsyning og elektricitet, siger Mikkel Hansen.
Tui skriver desuden, at gæster, som har planlagt en rejse til den sydlige del af Rhodos, bliver tilbudt fri ombooking flere uger frem.
- Vi vil kun sende gæster ned til områder, hvor det er rart at holde ferie, siger Mikkel Hansen.