Efter kraftigt jordskælv: Tyrkiet ramt igen

Endnu et kraftigt jordskælv har mandag ramt det sydøstlige Tyrkiet.
Det er målt til en styrke på mellem 7,5 og 7,7 af de europæiske og amerikanske geologiske institutter.
Det skriver Reuters og AFP.
Ifølge European Mediterranean Seismological Centre, der overvåger den seismiske aktivitet i landene omkring Middelhavet, fandt skælvet sted to kilometer under jordoverfladen.
Det blev registreret 67 kilometer nordøst for byen Kahramanmaras klokken 13.24 lokal tid og 11.24 dansk tid.
Natten til mandag blev Tyrkiet ligeledes ramt af et kraftigt jordskælv. Det blev målt til 7,8 og har foreløbig kostet over 1300 personer livet i Tyrkiet og Syrien.
Skælvet fandt sted mellem byerne Gazientep og Osmaniye - cirka 50 kilometer fra den syriske grænse. Epicentret lå 17,9 kilometer under jordens overflade.
Det er blevet fulgt af flere efterskælv.
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, beskriver nattens jordskælv som den største naturkatastrofe, der har ramt Tyrkiet siden 1939. Dengang mistede over 30.000 mennesker livet i et jordskælv.