Bostedet HabitusHuset Ny Mårumvej i Græsted er nu lukket efter gentagne episoder med omsorgssvigt.
Det skriver TV 2 Kosmopol, der har dokumenteret, hvordan flere beboere blev udsat for massivt omsorgssvigt, mens de var i bostedets varetægt.
Værst gik det for beboeren Nanna Kirstine Dahl, der døde den 1. juni som følge af ætsningsskader, som hun pådrog sig på bostedet den 28. april, mens hun var i personalets varetægt.
Nordsjællands Politi oplyste i starten af juni til TV 2 Kosmopol, at sagen efterforskes i afdelingen for personfarlig kriminalitet.
Siden blev HabitusHuset Ny Mårumvej indstillet til strakslukning af Socialtilsyn Hovedstaden på grund af kritisable forhold. Magistraten i Frederiksberg Kommune traf den endelige afgørelse om lukning den 25. juni.
I mandags flyttede de sidste fem af bostedets 10 borgere så ud og ind på andre bosteder.
Én af dem er 27-årige Thomas Frank Sørensen, hvis kommune allerede før lukningen meddelte, at han skulle flyttes på grund af manglende trivsel og flere alvorlige hændelser, hvor han måttes sendes på skadestuen med forgiftning. I mandags flyttede han ind på bostedet Kellersvej i Gladsaxe.
- Han er meget mere tryg her, han er lyst helt op og er glad, fortæller hans mor, Susanne Hansen til TV 2 Kosmopol her på hans tredje dag det nye sted.
Der er fundet nye løsninger for samtlige tidligere beboere, oplyser chefen for Socialtilsyn Hovedstaden, Dan Theolander Holmgreen til TV 2 Kosmopol.