Efter restriktioner: Vil trække staten i retten
Et sagsanlæg mod den norske stat kan være på trapperne, efter at der i næsten en måned har været indført et forbud mod udskænkning i Norge.
Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.
Forbuddet blev indført af regeringen i midten af december. Det indebærer, at norske restauranter og barer ikke må servere alkohol. Formålet har været at nedbringe spredningen af smitte med coronavirus.
Men der er ikke blevet redegjort godt nok for, hvad grundlaget for at indføre forbuddet var. Det mener paraplyorganisationen SMB Norge.
Ekspert: Sag har en chance
Det ligger endnu ikke fast, hvornår søgsmålet eventuelt vil blive indleveret.
Ifølge den norske avis VG, der har gennemgået restriktioner i alle europæiske lande, er Norge det eneste land i Europa, der som en del af sine coronatiltag har forbudt barer og restauranter at servere alkohol.
Det er også en af årsagerne til, at et søgsmål "helt klart ikke er grundløst".
Det siger den norske juraprofessor Hans Frederik Marthinussen til avisen VG.
- Jeg tror, at det har en reel chance. I hvert fald hvis man tager sagen hele vejen til menneskerettighedsdomstolen. For den er tit særligt optaget af reguleringer, som er strengere ét sted end i andre europæiske lande.
- Og den fokuserer særligt på processen frem til beslutningen, siger han.
Juraprofessoren kritiserer netop processen omkring udskænkningsforbuddet.
- Det kan være, at der findes nogle grundige vurderinger, som vi bare ikke får at se. Men vi ved ingenting om det. Det er lidt skandaløst, lyder det.
Grønt lys til sag
SMB Norge repræsenterer en lang række små- og mellemstore virksomheder i Norge - herunder flere barer og restauranter.
Og organisationens administrerende direktør, Jørund Rytman, har tirsdag fået grønt lys fra sin bestyrelse til at gå videre med et eventuelt sagsanlæg.
- Bestyrelsen undrer sig over, at regeringen ikke har kunnet redegøre bedre for beslutningsgrundlaget for at indføre et så indgribende tiltag, lyder det i bestyrelsens godkendelse af en mulig sag mod staten.
Statsminister Jonas Gahr Støre sagde fredag til Aftenposten, at der kommer lempelser i coronatiltagene. De nuværende står til at udløbe 14. januar.