Efterskole fanget i Jerusalem: Luftalarmen lyder konstant
Israel er lørdag morgen blevet udsat for et større angreb fra den palæstinensiske militante islamistiske organisation Hamas. Tusindvis af raketter er haglet ned over landet, og mere end 3.685 luftalarmer har allerede lydt .
Det er den virkelighed, 32 efterskoleelever og fem medarbejdere fra Djurslands Efterskole er vågnet op til.
Det skriver TV 2 Østjylland.
- Det her havde vi på ingen måde regnet med. Gruppen landede i Israel sent torsdag aften og nåede at have en rigtig god og spændende dag i Jerusalem i går, inden alt det her gik løs, siger William Enevold Ehmsen, der er forstander på Djurslands Efterskole.
Han er ikke selv med på turen, men koordinerer hjemmefra, hvordan medarbejderne og eleverne skal forholde sig.
Indtil videre bliver alle indendøre på hotellet.
- Vi har arrangeret mange rejser til Israel og har rutinerede medarbejdere med stort kendskab til området, så vi ved, at luftalarmer ikke er usædvanlige. Men i løbet af morgenen går det hurtigt op for os, at det her er alvorligt, siger William Enevold Ehmsen.
Han har været i kontakt med Udenrigsministeriet og efterskolens rejseselskab. Men herfra er der endnu ikke anden melding, end at de skal være ekstra forsigtige og søge beskyttelse, når luftalarmen lyder.
- Vi får at vide, at vi skal afvente situationen, så det gør vi. Lige nu er jeg ikke bekymret for sikkerheden, og så må vi se, hvad Udenrigsministeriet anbefaler os at gøre, siger han.
Elever og medarbejdere bliver indtil videre inde på hotellet og har det efter omstændighederne godt.
- Selvfølgelig er det her op ingen måde den tur, vi havde ønsket for eleverne, der virkelig har glædet sig til rejsen. Men sikkerheden er vigtigst, og vi tager ingen chancer, siger forstanderen.
Han fortæller, at eleverne får tiden til at gå med at spille spil, slappe af på værelserne og tale med hinanden og medarbejderne.
- Nogle elever er mere bekymrede end andre, men der er heldigvis rimelig roligt omkring hotellet, og der er voksne, de kan dele deres bekymringer med, siger han.
William Enevold Ehmsen fortæller, at hvis eleverne ender med at gå helt glip af deres rejse, vil skolen arrangere en anden tur for dem.