Ege og folkedomstolen

Sig Jørn Ege. Og associationerne vælter frem: Kvaksalver, skatteunddrager, Karl Smart.
For den danske folkedomstol har talt. Dommen er fældet. Ingen pardon. Ingen mulighed for anke.

Instinktivt har det altid budt mig imod, når alle er ved at falde over hinanden med de samme skråsikre konklusioner om en mand, som de
dybest set ikke aner noget om.

Forstå mig ret: Jeg har ikke den fjerneste forstand på plastikkirurgi, og de finere nuancer i skattelovgivningen er bestemt heller ikke min spidskompetence.
Mine sunde fornuft siger mig blot, at sandheden næppe er helt så sort/hvid, som man kan få indtrykket af, når man læser om Jørn Ege. En mand, der har udført tusindvis af kosmetiske operationer herhjemme og i udlandet, er næppe helt idiot udi sit fag.

Disse linjer skriver jeg, fordi jeg netop har læst det første bind af Jørn Eges erindringer. Vi taler ikke litteratur i nobelprisklassen. Men det er underordnet, for Jørn Ege har skrevet en rørende, vedkommende og hudløst ærlig bog. Om sin opvækst med en djævel af en tyrannisk far. Om sine studieår. Og om sit virke som læge.

Pludselig opdager man, at historien om Jørn Ege (selvfølgelig) er mere nuanceret end den sædvanlige karikatur af monsterlægen. Ikke mindst derfor er bogen værd at læse.

Nu kan jeg så forstå, at mange boghandlere slet ikke vil have bogen stående fremme. Bogen behandles, som var den et festskrift for Peter Lundin.

Oprigtig talt: Hvor er det dansk på den ufede måde - det her med altid at løbe med strømmen.