Nyheder15. august 2015

Ekspert vurderer: Så vild er Bendtners forvandling

En Bundesliga-ekspert forklarer, hvordan Nicklas Bendtner er gået fra en meget svær start i Wolfsburg til at være på vej ind i startopstillingen
https://imgix.seoghoer.dk/media/e3242004c6d4471aab07e8ef95bd7727.jpg
 Foto: All Over

Angriberen Nicklas Bendtner byttede sidste sæson tilværelsen i den engelske storklub Arsenal ud med tyske Wolfsburg. Efter en utilfredsstillende start er den danske landsholdsangriber nu blevet det store håb i folkevognsbyen. Vi har bedt en Bundesliga-ekspert om at forklare hvordan.

- Det var mildest talt et antiklimaks for Wolfsburg-fansene (at Bendtner kom til klubben i stedet for Everton-spilleren Romelu Lukaku, red.) så Bendtner havde oddsene mod sig fra starten. Hans scoringsrate og indsats i den første sæson matchede pessimismen omkring skiftet, siger freelancejournalist og Bundesliga-ekspert Lucas Swain til SE og HØR.

Det hele så meget skidt ud for danskeren, da Wolfsburgs ledelse offentligt var ude og erklære, at den danske landsholdsangriber simpelthen ikke passede til den benhårde fysik og disciplin i tysk fodbold.

Denne sommer har Bendtner været igennem hård fysisk træning for at komme i bedre form. Det hårde træningsprogram er inspireret af den tidligere Wolfsburg-træner Felix Magath, der førte klubben til mesterskabet i 2009.

- Der er mange historier om Magaths krav til spillernes fysik. En af dem går på, at han lod sine spillere løbe op ad et bjerg, indtil de brød sammen i tårer. Det gav ham tilnavnet ”Qualix”, der er en sammentrækning af hans navn og det tyske ord for tortur. At sige, at Bendtner har haft fast arbejde den her sommer er en underdrivelse, forklarer Lucas Swain.

Læs et portræt af Nicklas Bendtner her

Danskerens forvandling er kommet bag på fodboldeksperten.

- Bendtner har arbejdet hårdt på sit skræddersyede træningsprogram. Det har åbenbart passet ham fint at træne alene. Han scorede et sent udlignende mål og det afgørende straffespark mod Bayern München for nyligt, så det ser ud til, at han måske kan konkurrere med Max Kruse om en plads i startopstillingen for Wolfsburg. Det er lidt af en forvandling, som jeg bestemt ikke havde forudset, fortæller Swain.

Sponsoreret indhold