NyhederI går (opd. I går)

Ekstremt giftige larver fundet i dansk kommune

Kommunen har inddraget eksperter for at finde ud af, hvordan larven skal bekæmpes.

En giftig larve, der kan forårsage udslæt og åndedrætsbesvær hos mennesker og særligt hunde, har fundet sin vej til Odense.

Kommunen har fundet 800 reder med den giftige larve egeprocessionsspinderen i byen. Det bekræfter Odense Kommune til TV 2 Fyn.

Det er larvens giftige hår på kroppen, der ved kontakt med mennesker kan give allergiske reaktioner som hudirritation og åndedrætsbesvær.

Odense Kommune har inddraget eksperter fra ind- og udland for at finde ud af, hvordan larven skal bekæmpes, skriver mediet.

De omkring 800 larvereder er fundet i Odense omkring Ørbækvej, Niels Bohrs Allé, Bilka, Rosengårdcenteret og Ikea.

De store larver har små mikroskopiske hår, som er stærkt allergifremkaldende. Det fortæller lektor emeritus ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet Hans Peter Ravn.

Han har i mange år fulgt egeprocessionsspinderens vej fra Tyskland, hvor den har været i mange år, mod Danmark.

- Da vi importerer egetræer fra syd, har vi forventet, at larven kunne blive introduceret hvornår som helst, siger han til Ritzau.

Egeprocessionsspinderen er en lodden larve, men det er ifølge Hans Peter Ravn ikke de store hår, man kan se på den, som er de værste.

- Det er de mikroskopiske hår, som er stærkt allergifremkaldende. De frigør sig, når larven skifter hud, siger han.

De små hår kan både befinde sig frit i luften eller i spind. Han pointerer, at larvens fimrehår særligt kan sidde i reder i træer, hvor de samler sig, inden larven bliver til en natsværmer.

Den lodne larve har hærget flere tyske og engelske byer, hvor både veje, restauranter og parker har måttet lukke.

I 2019 blev ni børn indlagt efter at have deltaget i en sportsbegivenhed i den tyske by Mülheim, da de havde svært ved at trække vejret efter at have indåndet de små fimrehår. Det skrev DR i 2019.

Sponsoreret indhold