Nyheder7 timer siden (opd. 6 timer siden)

Ellen Trane Nørby trækker sig som spidskandidat til borgmesterpost i Sønderborg

Venstre-kvinden går ikke længere efter borgmesterposten i det sydjyske
Venstre holder pressemøde med formand Jakob Ellemann-Jensen, Sophie Løhde og Thomas Danielsen under sommergruppemødet i Helsingør, fredag den 19. august 2022. Venstres Ellen Trane Nørby ankommer til pressemødet. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Ellen Trane Nørby forsøger ikke længere at få posten som borgmester i Sønderby Kommune.
 Foto: Ritzau Scanpix

Den næststørste stemmesluger i Sønderborg ved det seneste kommunalvalg, Ellen Trane Nørby (V), lægger borgmesterdrømmen på hylden.

Det skriver Venstre Søborg på Facebook, hvor det fremgår, at partiet har fået ny borgmesterkandidat i kommunen.

Partiet vælger først formelt sine kandidater på et opstillingsmøde mandag, men allerede tirsdag har byrådsgruppen stillet sig bag 54-årige Jimmy Simonsen.

I den seneste byrådsperiode har Jimmy Simonsen været ordfører på børne- og uddannelsesområdet for Venstre.

Ellen Trane Nørby ser frem til at få mere tid til familien, fremgår det af opslaget på Facebook.

- Jeg glæder mig til at bakke op om Jimmy som ny borgmester i Sønderborg Kommune og samtidig selv få en bedre tid til min familie og en arbejdslivsbalance, hvor min politiske rolle fylder mindre end i dag, lyder det fra Ellen Trane Nørby, der ved det seneste kommunalvalg fik 5824 personlige stemmer.

Hun havde trods stemmerne ikke succes med at vippe den socialdemokratiske borgmester, Erik Lauritzen, af pinden. Han har været borgmester i kommunen siden 2013.

Efter kommunalvalget i 2021 blev Ellen Trane Nørby anden viceborgmester og leder af Venstres byrådsgruppe i kommunen.

Kort tid efter meddelte hun, at hun ville forlade Christiansborg-politik og ikke stille op for Venstre ved næste folketingsvalg.

Ellen Trane Nørby peger på, at kommunen trænger til fornyelse med en ny ledelsesstil.

- En samlende borgmester, hvor positivt samarbejde, respekt og partnerskaber går hånd i hånd med ansvarlig økonomisk ledelse, så der er råd til at løfte kernevelfærden i kommunen, siger hun.

Da Venstre på Christiansborg i 2019 skulle vælge en ny næstformand, var hun kandidat. Der tabte hun til Inger Støjberg, som siden har meldt sig ud af partiet.

Hun har tidligere blandt andet været sundhedsminister fra 2016 til 2019.

Sponsoreret indhold