Nyheder27. februar 2023

Elon Musks SpaceX-mission udskudt: Virkede ikke

Få minutter før opsendelsen viste det sig, at den blev udskudt
SpaceX
Et problem med tændingen har fået SpaceX til at udskyde en planlagt opsendelse mandag morgen dansk tid.
 Foto: Chris Omeara/AP/Ritzau Scanpix

SpaceX har mandag morgen dansk tid udskudt en planlagt opsendelse af fire astronauter til Den Internationale Rumstation (ISS).

Det skriver rumfartsvirksomheden på Twitter.

De fire, to astronauter fra USA, en fra De Forenede Arabiske Emirater og en kosmonaut fra Rusland, skulle have været afsted klokken 07.45.

Nogle få minutter før afgang kunne man dog se på den direkte udsendelse fra Cape Canaveral i Florida, at opsendelsen var udskudt.

Det er et problem med tændingen, der har gjort det nødvendigt at udskyde.

Kort efter meddelelsen begyndte arbejdet med at få tømt fartøjet for brændstof og få de fire besætningsmedlemmer ud af det.

Rumfartøjet, der skulle have været i luften mandag, hedder "Endeavour". Det ligger endnu ikke fast, hvornår man forsøger at sende fartøjet i luften igen.

Det er milliardæren Elon Musk, der står bag rumfartsvirksomheden SpaceX.

De fire astronauter, der skal sendes afsted med SpaceX, tilslutter sig en række øvrige astronauter på Den Internationale Rumstation.

Søndag landede en ubemandet Sojus-kapsel, MS-23, på stationen. Den skal bringe tre astronauter tilbage til Jorden, efter at det fartøj, som de egentlig skulle bruge til at komme hjem, blev beskadiget af en lille meteorit.

Det drejer sig om den amerikanske astronaut Frank Rubio og de to russiske kosmonauter Dmitrij Petelin og Sergej Prokofjev.

Efter planen skal de bringes tilbage til Jorden i september.

De tre ankom til Den Internationale Rumstation i september sidste år. De skulle egentlig kun have været på rumstationen til marts i år.

Men deres kapsel, MS-22, begyndte i midten af december at lække kølervæske, efter at den blev ramt af, hvad både russiske og amerikanske myndigheder mener er, en meget lille meteorsten.

Den russiske rumfartsadministration Roscosmos besluttede herefter at sende MS-23 til rumstationen for at erstatte MS-22.

Det var meningen, at MS-23 skulle opsendes med mandskab om bord, men på grund af omstændighederne blev den opsendt uden mandskab.

Sponsoreret indhold