Elpriserne eksploderer: Her er julebelysningen i fare
Det er ikke kun hjemme i de danske stuer, at der ses på, hvor der kan spares på strømmen.
Også i de kommunale budgetter er udgifterne til el steget eksplosivt, og rundet omkring i kommunalbestyrelserne ses der på, hvor der kan spares.
Det sker også i Vejle Kommune, beretter Vejle Amts Folkeblad, hvor forvaltningen har beregnet en række scenarier, som teknisk udvalg nu skal tage stilling til.
Et af forslagene er, at gadebelysningen slukkes mellem klokken 24 og 6, som vil opnå en besparelse på 2,3 mio. kWh, svarende til 5,2 mio. kr.
Julen i fare?
Et andet forslag lyder på at droppe julebelysningen, hvilket vil spare kommunen for 9000 kWh. Det forslag er udvalgsformanden Gerda Haastrup Jørgensen (V) dog ikke lun på, da hun mener, gevinsten er for lille.
Udvalgsformanden vil i stedet se på, om det er muligt at spare på vinterens skøjtebaner.
Andre spareforslag, som der dog endnu ikke er lavet beregninger på, lyder på at slukke belysningen af offentlige bygninger, slukke for saunaer og skrue ned for badevandstemperaturen i svømmehaller og automatisk tænd-og-sluk af lyset på offentlige kontorer.