Nyheder12. marts 2016

Embrace kæmper for at blive danske statsborgere

Embrace måtte flygte, fordi deres far var eftersøgt af en korrupt regering. Nu er de musikalske piger i gang med at blive danske statsborgere
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/embrace-pg-252.jpg
 Peter Grosen

7500 kilometer. Så lang er afstanden mellem Angola i Vestafrika og Vildbjerg i det midtjyske. ”X Factor”s sangsøstre Azilda og Anilde Kaputu blev, da de var fire og seks år gamle, tvunget til at forlade deres barndomshjem i det borgerkrigsramte land til fordel for en helt ny tilværelse i Danmark.

– FN bragte os hertil, for de skulle vælge et land, der var neutralt og ikke korrupt. Der havde været borgerkrig i Angola, og det var ikke helt overstået. Vores forældre var politisk aktive og ville gøre oprør mod den korrupte regering. Men det blev for farligt for dem. Præsidenten kunne godt se, at vores far havde indflydelse. Vores fars bedste ven kom hen og advarede vores forældre, og så var det bare med at komme ud af landet, fortæller Anilde på 22 år og lillesøster Azilda på 20.

Begge piger er nu sikre på, at deres base forbliver Danmark.

– Vi er i gang med at blive danske statsborgere, men vi har permanent opholdstilladelse. Vi har sendt vores papirer ind, så nu venter vi bare. Der går 14-16 måneder, før vores papirer bliver sendt videre. Vi må tage alle steder hen i Europa undtagen England, for de har nogle strammere regler. Og så må vi ikke stemme.

Pigerne fra Remees talentfulde duo Embrace faldt sammen med resten af familien hurtigt til i vores lille land.

– Jeg synes, det er beundringsværdigt, hvor hurtigt vores forældre faldt til i Danmark. De gik med det samme i gang med at omstille sig. De var opsatte på at lære sproget, og vi skulle lære sproget. Vi kom ind i kirken med det samme, og de var så søde. Vi blev inviteret til arrangementer, og vi sang også i kirkekor, fortæller de to piger, der lige nu koncentrerer sig helt om ”X Factor”.

Normalt er deres base Holstebro og Aalborg, hvor Azilda går i 3. g, og Anilde arbejder som pædagogmedhjæper. Og netop forældrenes iver for at skabe et godt liv er en stor inspiration for de to piger.

– Vores forældre har lavet meget forskelligt, siden vi kom hertil. Vores far startede som hjemme-hjælper, men den gamle dame kunne bare ikke lide ham. Hun havde aldrig været sammen med en mørk før, men hun ville ikke have, han skulle stoppe til sidst. Vores mor har arbejdet og taget flere uddannelser i Danmark. Hun har taget en cand.merc. i Danmark. I Angola var de begge universitetsuddannede, lyder det fra Anilde, som sammen med Azilda ikke er i tvivl.
– Danmark er vores hjem. Der er her, vi har vores venner og uddannelse. Hele vores livsgrundlag, siger ”X Factor”-talenterne i kor.

X Factor 2016 (deltagere til liveshows)

Sponsoreret indhold