Emilie Meng begravet: - Emilie var et lys i familien

17-årige Emilie Meng blev i dag begravet fra Skt. Povls Kirke i Korsør.

Liget af teenagepigen blev fundet juleaftensdag i en sø/mose ved Borup - godt 60 kilometer fra Korsør.

Forinden var gået måneder med uvished, efter at Emilie havde været forsvundet siden juli sidste år.

Lørdag den 10. juli 2016 klokken 03.50 kom hun ind med toget på Korsør Station sammen med venner efter en bytur i Slagelse.

Hun afslog at følge med vennerne i en taxi, og det var det sidste de så til hende.

Politi og private søgte siden i månedsvis efter den unge, vellidte pige, men det var en tilfældig hundelufter, der opdagede liget af hende i en sø nær Borup fem en halv måned efter hendes forsvinden.

Sognepræst Anna Helleberg Kluge stod for begravelsen af den 17-årige pige, som hun kendte gennem sit arbejde i kirken, hvor Emilie sang i kirkekoret.

Forud for fundet af Emilies lig sagde hun om teenagepigens forsvinden:

- Emilie dukkede ikke op i kirken søndag den 11. juli. Det lignede hende slet ikke. Hun kom aldrig for sent. Derfor blev jeg også dybt forundret, da hendes mor kom og spurgte efter hende, sagde Anna Helleberg Kluge midt i december til SE og HØR.

- Hun var en sød, stille og fornuftig pige, som passede sine ting. En pige, man kunne stole på. Det så virkelig ud til, at hun var på rette vej i livet, fortsætter Anna Helleberg Kluge.

Da hun i dag begravede Emilie i alt for ung en alder, kom hun i sin tale ind på Emilies positive indflydelse på mange menneskers liv.

- I dag står der 17 lys og brænder rundt om den døbefont, hvor Emilie blev døbt for 18 år siden. 17 lys for hvert af hendes lysende år. For ligeså meningsløs hendes bratte og voldsomme død var, ligeså betydningsfuldt var hendes liv. Hun var et lys for mange, sagde Anna Helleberg Kluge.

- Først og fremmest for sin familie. Kærlighed, fortrolighed og tillid er er de bærende selvfølgeligheder i jeres fællesskab, det var sådan Emilie voksede op, og det var det, hun gav tilbage til jer, efterhånden som hun selv blev ældre. Der var altid et lille hjerte på hendes sms’er, og hun delte ofte sine glæder og bekymringer med sin mor. Mange arbejdsdage blev forsødet, undertiden forstyrret, af beskeder eller forespørgsler: ”Tager du ikke lige mad med hjem”? ”Kommer du ikke lige og henter mig”? ”Kan du ikke lige køre mig”? Hjerte, hjerte … Små kærligheds- og tillidserklæringer man ikke tænker så meget over i hverdagen, man måske endda kan irritere sig lidt over, men som er smertefuldt savnede i dag. Emilie var et lys i familien, som den tålmodige storesøster og den kærlige og ansvarsfulde datter hun var.

Sognepræst Anna Helleberg Kluge holdt en meget rørende tale ved Emilie Mengs begravelse. (Foto: Dan Mariegaard)

- Selv tændte hun lys for dem, som havde det svært. Emilie kunne ikke lade som ingenting, de gange hun oplevede, at en anden blev talt hårdt eller hånligt til. Så spillede hun sig selv ind for at standse uretfærdigheden. - Det er så afgrundsdybt uretfærdigt, at ondskaben stod på lur netop den lyse sommermorgen, Emilie kom gående bedrøvet og opslugt af kærestesorg. Hun søgte trøst ved at gå alene lidt. Det er hjerteskærende forfærdeligt, at så lysende et menneske, blev offer for sådan en hæslig forbrydelse. Vi troede, vi var sikre. Vi troede, at hvis vi støtter vores børn, hjælper med uddannelse, rådgiver dem og holder øje med dem, ville vi kunne beskytte dem. Vi troede, at vi kunne skærme dem mod ondskab og død og give dem et langt og lykkeligt liv. Men meningsløsheden kan ramme selv det mest meningsfulde liv. - Der brænder 17 lys for Emilie. Hendes liv blev alt for kort, men mængden af de lys, hun har tændt i sin familie, sine nære venner og i alle os andre er uden tal. Dem vil vi bære dem videre til Emilies ære, for at blive ved med at huske på, hvem hun var, og hvad hun stod for. Vi må ikke slukke de lys, hun tændte, ved at hengive os til fortvivlelsen, men for kærlighedens skyld vil vi værne om dem, sagde Anna Helleberg Kluge. Familien havde frabedt sig pressens deltagelse ved begravelsen, men Anna Helleberg Kluge har efter aftale med familien udleveret sin tale til en række medier, herunder SE og HØR. Du kan læse hele præstens tale ved Emilies begravelse herunder: Det er sorgen, som har kaldt os i kirke i dag. Eller det er måske mere rigtigt at sige, at sorgen over Emilies død har gjort os hjemløse og retningsløse. Hvordan kan vi leve, når hun er død? Hvor skal vi gøre af os selv, når den hverdag og glæde, vi delte med hende, er blevet knust? Når det vi tog for givet, det vi frydede os over uden at tænke så meget over det, blev taget fra os? Hvor skal vi gå hen, når livet har mistet sin logik og sammenhængskraft. Det er midt i alt det meningsløse, at det giver mening at samles i kirken. I det rum som vores forfædre byggede, og hvor de har samlet sig, når de følte livet for overvældende til, at de kunne klare det alene. Her søgte de hjælp og ny retning i hinanden og i Gud. Sorgen har tvunget os til at søge tilbage for at lede efter en fast grund at stå på. Kirken her var også Emilies kirke. Når vi er gået ind i netop dette rum, er det også et forsøg på at nå hende, at slå bro mellem vores tid og hendes evighed. I dag står der 17 lys og brænder rundt om den døbefont, hvor Emilie blev døbt for 18 år siden. 17 lys for hvert af hendes lysende år. For ligeså meningsløs hendes bratte og voldsomme død var, ligeså betydningsfuldt var hendes liv. Hun var et lys for mange. Først og fremmest for sin familie. Kærlighed, fortrolighed og tillid er er de bærende selvfølgeligheder i jeres fællesskab, det var sådan Emilie voksede op, og det var det, hun gav tilbage til jer, efterhånden som hun selv blev ældre. Der var altid et lille hjerte på hendes sms’er, og hun delte ofte sine glæder og bekymringer med sin mor. Mange arbejdsdage blev forsødet, undertiden forstyrret, af beskeder eller forespørgsler: ”Tager du ikke lige mad med hjem”? ”Kommer du ikke lige og henter mig”? ”Kan du ikke lige køre mig”? Hjerte, hjerte … Små kærligheds- og tillidserklæringer man ikke tænker så meget over i hverdagen, man måske endda kan irritere sig lidt over, men som er smertefuldt savnede i dag. Hjemme kunne Emilie både more sig og være flov over sin mors skøre indfald, men de blev optaget på telefonen i øjeblikke med latter og nærvær. Emilie var et lys i familien, som den tålmodige storesøster og den kærlige og ansvarsfulde datter hun var. Selv tændte hun lys for dem, som havde det svært. Emilie kunne ikke lade som ingenting, de gange hun oplevede, at en anden blev talt hårdt eller hånligt til. Så spillede hun sig selv ind for at standse uretfærdigheden, og ikke ved at sende hårde ord den anden vej, nej, ved at stille spørgsmål, så det blev tydeligt, at det var et menneske, som blev krænket. Et menneske som har krav på respekt og omtanke, som ethvert menneske har det. Dyrene tændte Emilie også lys for. Hun valgte at blive vegetar, fordi hun syntes, det var synd at slå ihjel for at spise. Hun hængte opslag om dyrevelfærd op i køkkenet derhjemme, forsøgte at ændre vaner og vanetænkning, for at gøre verden til et kærligere sted. Selv fik hun lys i øjnene, når hun sang. Musikken vandt over hendes beskedne væsen og fik hende op på scenen for at spille musicals; musikglæden gav hende styrke til at overvinde sin nervøsitet og synge solo til eksamen og på eget initiativ gå til optagelsesprøve til kirkekoret. Emilie var sang, igennem den har hun tændt lys for mange, som er kommet her i kirken i glæde og sorg. Når vi synger de sange og salmer, hun sang, tænker jeg, at vi er hende nær. Var Emilie romantiker? Skal man ikke være det som 17årig? Hun levede i en verden, hvor hun handlede for at gøre en forskel, hvor kærligheden var det bærende, og hvor kærestesorg var det sværeste, en verden hvor det meste kunne trøstes bort af hendes veninder eller mor. Hendes liv var så smukt, som ungt liv med masser af fremtid og drømme er. Det er så afgrundsdybt uretfærdigt, at ondskaben stod på lur netop den lyse sommermorgen, Emilie kom gående bedrøvet og opslugt af kærestesorg. Hun søgte trøst ved at gå alene lidt. Det er hjerteskærende forfærdeligt, at så lysende et menneske, blev offer for sådan en hæslig forbrydelse. Der er ingen formildende omstændigheder ved Emilies død. Uanset hvor mange blomster vi lægger, hvor smukt vi taler og synger, vil det ikke skjule det forfærdelige, der er sket. Så uudholdeligt det end synes, må vi se det i øjnene, at det værste mareridt blev virkelighed. Det får vi aldrig fred med. Sammen med sorgen over Emilies død, må vi leve med vreden og afmagten også. Vi troede, vi var sikre. Vi troede, at hvis vi støtter vores børn, hjælper med uddannelse, rådgiver dem og holder øje med dem, ville vi kunne beskytte dem. Vi troede, at vi kunne skærme dem mod ondskab og død og give dem et langt og lykkeligt liv. Men meningsløsheden kan ramme selv det mest meningsfulde liv. Det er i denne udsathed, vi må leve vores liv. Det er i den, vi må fortsætte kærligheden til vores elskede, også de elskede, som vi mister. Der brænder 17 lys for Emilie. Hendes liv blev alt for kort, men mængden af de lys, hun har tændt i sin familie, sine nære venner og i alle os andre er uden tal. Dem vil vi bære dem videre til Emilies ære, for at blive ved med at huske på, hvem hun var, og hvad hun stod for. Vi må ikke slukke de lys, hun tændte, ved at hengive os til fortvivlelsen, men for kærlighedens skyld vil vi værne om dem. Når I har svært ved at finde retningen i livet uden Emilie, vil hendes lys være som fyrtårne for jer. I dem, vil I kunne mærke hendes nærvær: I de små ting I delte i hverdagen, i det Emilie holdt af, i sangen, i kirken, i troen vil I stadig kunne være sammen med hende. Selvom I skal leve videre i tiden og Emilie i evigheden, vil I ikke være fuldstændig adskilt. For næsten 2000 år siden skrev Paulus: ”Jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre”. Det betyder ikke, at vi er fri fra udsatheden og katastrofen, men det betyder, at vores forbindelse til Gud ikke kan mistes. Det er på den tro, kirken her er bygget. Det er i den tro generationer har mødtes her i glæde og sorg, det er den tro, Emilie sang om ved mange gudstjenester. De gamle ord er også trøsten i dag. Ingen ondskab kan skille Emilie fra Guds kærlighed, og ingen sorg, vrede eller magtesløshed kan skille os fra Guds kærlighed. Selvom Emilie fysisk er taget fra jer, kan I være sammen i Guds kærlighed, som ikke slipper nogen af os igen. Man vil ikke slippe dem, man elsker. Det gør I heller ikke, I som står Emilie nærmest, hun vil altid være en del af jeres liv. Omsorgen kan vi ikke længere give hende, derfor overlader vi nu dette fine menneske, denne elskede pige til Gud. Han vil tænde hendes lys igen og lade det lyse med fred, glæde og kærlighed, sådan som det var tænkt i begyndelsen. Må Guds fred være med hende, må Guds fred og trøst være med os alle, amen.