Nyheder6. januar 2022

En tilbageholdt formodet pirat bliver bragt til Danmark

Der er ingen anden udvej end at bringe en formodet pirat til Danmark, siger justitsministeren.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20211214-120315-l-1920x1291we.jpg
 Foto: Lars Magne Hovtun/AFP/Ritzau Scanpix

En af de fire formodede og tilbageholdte piraterer er på vej til Danmark. Det oplyser Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

Forsvaret har vurderet, at det ikke vil være forsvarligt at løslade ham til søs, fordi han er tilskadekommen og har været indlagt på et hospital i Ghana.

Den pågældende er torsdag fløjet mod Danmark med henblik på, at han fredag vil blive stillet for en dommer.

- Som følge af Danmarks internationale forpligtelser og den formodede pirats helbredstilstand er det blevet vurderet, at der ikke var anden udvej end at bringe vedkommende til Danmark, udtaler justitsminister Nick Hækkerup (S).

- Regeringen ønsker på ingen måde, at de formodede pirater kommer til Danmark, men i det ene ud af de fire tilfælde var der desværre ikke andre muligheder.

Den formodede pirat på vej mod Danmark vil blive fremstillet i grundlovsforhør i dommervagten ved Københavns Byret. Det præcise tidspunkt bliver først fastlagt fredag morgen.

Tre andre formodede pirater, som har været tilbageholdt på det danske krigsskib "Esbern Snare", er blevet løsladt.

De har været tilbageholdt sigtet for forsøg på manddrab efter at have beskudt danske soldater.

Det har ikke været muligt at udlevere de formodede pirater til retsforfølgning i nærområdet. Det betyder, at de tre skulle bringes til Danmark, hvis der skulle føres en straffesag.

Onsdag meddelte Nick Hækkerup ifølge pressemeddelelsen anklagemyndigheden, at tiltalen mod tre af de fire formodede pirater skulle frafaldes.

De formodede pirater blev tilbageholdt efter en ildkamp mod danske soldater den 24. november.

Under en patrulje fik "Esbern Snare" en melding om, at der var et muligt piraterangreb i farvandet syd for Nigeria. Derfor blev en helikopter sendt afsted og opdagede en båd med en stor motor.

Soldater fra frømandskorpset blev herefter indsat i to både. De blev beskudt af de formodede pirater, og frømændene skød igen.

Fire formodede pirater blev dræbt. Fire andre blev tilbageholdt på den danske fregat, mens en sidste formodes at være faldet over bord og omkommet.

Hændelsen skete i de samme dage, som statsminister Mette Frederiksen (S) og Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, var i Ghana for at besøge danske udsendte. Her skulle de også besøge "Esbern Snare".

Det blev dog aflyst, da der kom melding om, at danske soldater havde skudt og tilbageholdt formodede pirater.

De danske krigsskib sejlede den 24. oktober sidste år afsted mod Guineabugten. Det er planen, at det skal returnere til Danmark til marts.

Sponsoreret indhold