Enhedslisten i store problemer: Dårligste i 10 år
Enhedslisten står i den seneste meningsmåling fra Voxmeter til seks procent af stemmerne. Det er den dårligste måling for partiet hos analyseinstituttet i over ti år.
Ifølge politisk analytiker ved Altinget Erik Holstein er en af årsagerne til partiets vigende målinger, at der har været et stort fokus på statsministerkandidater, spørgsmålet om Lars Løkke og spillet på midten.
Derudover vurderer han, at partiet har været for "lidt for pæne i det" over for de politiske kolleger på Christiansborg.
- For eksempel, når Socialdemokratiet siger, at de gerne vil danne regering med de borgerlige partier. Det burde jo give en hel banehalvdel, som Enhedslisten kunne spille på.
- Jeg kunne godt have ønsket mig fra deres synspunkt, at de havde været lidt mere offensive over for for Socialdemokratiet i den situation. Det havde de muligvis kunnet vinde noget på, siger han.
Erik Holstein påpeger, at Enhedslisten har fået en uheldig tendens til at miste pusten under valgkampene.
- Partiet klarer sig meget godt mellem valgkampene og har også normalt pæne tal ved indgangen til valgkampene, men både i 2015, 2019 og åbenbart også igen i år taber de luften i selve valgkampen, siger han.
Voxmeter udsendte få dage inden valgudskrivelsen en meningsmåling, der viste en tilslutning til Enhedslisten på otte procent. Dermed står partiet til at have mistet to procentpoint i valgkampen.
Den statistiske usikkerhed i den nyeste måling er på 0,9 procentpoint, hvilket gælder begge veje.