Entertaineren Eddie Skoller er død 79 år gammel
Musiker og entertainer Eddie Skoller er søndag død efter længere tids sygdom.
Det oplyser familien til Ritzau.
Eddie Skoller blev 79 år gammel. Han sov stille ind omgivet af sine nærmeste på Rigshospitalet i København, siger familien, som beder om ro til at sørge.
Det oplyses ikke, hvilken sygdom der er tale om.
Eddie Skoller blev født i den amerikanske delstat Missouri i 1944, men han har boet i Danmark størstedelen af sit liv.
Allerede som barn drømte han om at blive entertainer. Det blev en realitet, da han i slutningen af 1960'erne begyndte at optræde.
Det var sange som "What did you learn in school today", "En enkel sang om frihed" og "I Middelhavet sardinen svømmer", der sikrede ham succes.
Forinden havde han læst økonomi på Handelshøjskolen i København og blandt andet arbejdet for Danfoss. Men hjertet tilhørte scenen og musikken, og i 1968 fik han sin debut i Tivolis Vise Vers Hus. Nogle år derefter kom det første onemanshow, som han optrådte med i Odd Fellow Palæet.
Skollers karriere blev flere årtier lang. I de senere år har han blandt andet turneret med "nostalgi-forestillinger" og optrådt for virksomheder og på kongresser.
I 2020 gjorde han desuden comeback i en særlig koncertudgave af musicalen "Jesus Christ Superstar". Skoller spillede selv med i forestillingen, da den i 1972 havde danmarkspremiere.
Entertaineren var i mange år en passioneret tennisspiller. I en årrække var han makker med komponisten Bent Fabricius-Bjerre, som gik bort i 2020.
Privat har Eddie Skoller gennem sit liv dannet par med flere kendte kvinder, herunder skuespilleren Lisbet Lundquist, som han var gift med fra 1983 til 1990.
Senere var han gift i ti år med den norske musiker Sissel Kyrkjebø. Bruddet fra hende var særligt svært, har han tidligere fortalt.
Eddie Skoller efterlader sig fem børn og hustruen Dorrit Elmquist.