For fire år siden lød beskeden, at en husstand i Danmark gennemsnitligt ville få en prisstigning på 55 kroner om året for at få hentet affald.
De kommunale affaldsgebyrer er dog markant højere end det estimerede beløb på de 55 kroner. Det viser en opgørelse fra Forsyningstilsynet ifølge Jyllands-Posten.
Bor man i en etageejendom er gennemsnitsprisen for at få hentet affald steget med 879 kroner. Bor man i en villa er prisen steget med 989 kroner.
Det svarer til, at affaldsgebyret er 17 gange højere, end det den daværende miljøminister Lea Wermelin (S) forklarede, da loven trådte i kraft.
Ændringen af affaldssorteringen er en del af klimaplanen for en grøn affaldssektor, som Folketinget vedtog i 2020. Her skulle danskernes affald sorteres bedre og i ti forskellige fraktioner.
Prisen for at få hentet affald varierer markant, alt efter hvor i landet man bor. I Faaborg-Midtfyns Kommune koster det 1402 kroner årligt, mens den dyreste pris er på Fanø med en pris på 8376 kroner per husstand.
Undersøgelsen fra Forsyningstilsynet viser, at der er langt fra virkeligheden til de ellers lovede 55 kroner. Det siger direktør Jens Bomann Christensen fra Brancheforeningen Cirkulær, der tidligere hed Dansk Affaldsforening, til Jyllands-Posten.
- Vi tog allerede en kæmpe dans med Miljøministeriet, da de dengang i 2020 sagde, at det kun ville komme til at koste 55 kr. ekstra pr. husstand om året.
- Men landspolitikerne er gået galt i byen, og de forstår ikke, at lokalpolitikerne finder det dybt ubehageligt at udskrive et større affaldsgebyr. Fordi det er dem, der møder borgerne nede i den lokale butik og her skal stå til ansvar, siger han.
Efter det oprindelige prisestimat på en ekstraudgift på 55 kroner har Miljøministeriet korrigeret beløbet to gange.
Her har ministeriet forklaret, at prisstigningen i stedet ville ligge på 80 kroner. Et beløb der ifølge Jens Bomann Christensen også er skudt langt ved siden af.