Nyheder25. juli 2022

Eurojackpot-vinder er fundet

Jagten på den heldige, der har sikret sig Danmarkshistoriens største gevinst, har været i gang siden fredag
Eurojackpot
Der skulle nok være råd til en dusk blomster eller to.
 Foto: All Over Press

Danske Spil fortæller, at man har fundet vinderen af de 759 millioner kroner, der var førstepræmie i fredagens Eurojackpot-trækning.

Siden fredag har Danske Spil ledt efter vinderen, efter det samme dag kom frem, at det var en dansker, der havde vundet den enorme gevinst.

– Det er fuldstændig vanvittigt! Jeg havde krøllet kuponen sammen og lagt den i skuffen, og selv om jeg var klar over, at vinderen var trukket, så turde jeg slet ikke tjekke den, siger den glade vinder i en pressemeddelelse fra Danske Spil.

Vinderen, der købte sin kupon i Meny i Blåvand, ventede en dag med at tjekke sin kupon.

– Det var først søndag eftermiddag, at jeg med kriller i maven endelig tjekkede kuponen, og så var det heldigvis den helt rigtige talkombination. Jeg blev fuldstændig overrasket og rystede over hele kroppen, men det føles fabelagtigt at være så heldig og at kunne sikre familien i mange generationer, lyder det.

Også hos Danske Spil er man helt oppe at køre, efter vinderen er fundet.

– Det er fantastisk, at vi nu har fundet ejeren af Danmarkshistoriens største gevinst, og vi ser frem til at sende 759 millioner kroner videre til den heldige danske vinder.

– Det har vi ventet på, og vi glæder os helt enormt på vinderens vegne og ønsker vinderen et kæmpestort tillykke, siger Malene Mølgaard, der er administrerende direktør i Danske Lotteri Spil, som står bag Eurojackpot i Danmark.

Vinderen har valgt at være anonym.

Sponsoreret indhold