Nyheder18. oktober 2023

Euroman undskylder efter udskældt reportage fra prins Christians fødselsdag

En journalist fra Euromans reportage fra prins Christians fødselsdag har skabt stor debat, at bladet har måttet undskylde for artiklen
Euroman har lavet en meget omdiskuteret reportage fra Prins Christians fødselsdag, som bladet nu har undskyldt for.
Euroman har lavet en meget omdiskuteret reportage fra Prins Christians fødselsdag, som bladet nu har undskyldt for.
 Foto: Hanne Juul

En reportage fra prins Christians 18-års fødselsdag udgivet af Euroman har sat sindene i kog hos flere, at bladet har set sig nødsaget til at undskylde.

I den omtalte reportage mener flere, at journalisten er nedladende i sin artikel, hvor der særligt bliver lagt vægt på de inviterede unge fra landets kommuners påklædning kontra de royales påklædning.

"Iklædt deres stiveste puds, kommer størstedelen af de kommune-repræsenterende piger til at ligne nogen, der er på vej til prom night på en amerikansk highschool. Der er pailletter, glimmer, billig satin og tyl. De kongelige ligner derimod nogen, der skal til gallataffel", står der blandt andet i reportagen fra Euroman.

Meningerne har været mange om journalistens reportage.

"Nedladende, negativt, snobbet og mavesurt", skriver en bruger.

"Bliver trist over den nedgørende tone overfor de unge mennesker", skriver en anden.

Som reaktion på de mange kommentarer til artiklen har Euroman været ude og undskylde for tonen i artiklen.

"Det har ikke været meningen at udstille de 18-årige gæster. Det vil vi gerne undskylde for", skriver Euromans chefredaktør Kristoffer Dahy Ernst på X.

Trods undskyldningen har Euromans royale journalist også modtaget positive tilbagemeldinger på sin reportage.

"Du skriver enormt godt, sjovt og originalt", skriver tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet Kristoffer Eriksen.

"Du har tydeligvis talent og vigtigst, du skriver, så folk ikke er ligeglade", skriver en anden.

Sponsoreret indhold