Krimi28. maj 2024 (opd. 28. maj 2024)

Fældet af TV 2-dokumentar: Byggegigant smider topchef ud

Martin Odgaard er fortid i 1927 Estate efter afslørende optagelser
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Du kan se traileren til den omstridte dokumentar her.
 Kilde: TV 2

TV 2 har tirsdag præsenteret dokumentaren 'Den Sorte Svane', der blandt andet afslører et kriminelt samarbejde mellem bander og advokater.

Den omtalte TV 2-dokumentar om hvidvask og svindel har hurtigt fået konsekvenser.

På baggrund af dokumentaren har ejendomsselskabet 1927 Estate fra Aarhus både suspenderet og politianmeldt en ejendomsudvikler og partner i virksomheden. Det skriver TV 2.

Partneren var blandt andet ansvarlig for et projekt i Vallensbæk Strand, hvor en byggegrund var stærkt forurenet.

På skjulte optagelser i dokumentaren fortalte den nu suspenderede partner, at han har samarbejdet med en Bandidos-rocker om at bortskaffe den forurenede jord fra byggeprojektet.

10.000 ton af jorden fra den forurenede grund endte på et landbrugsareal, forklarede partneren selv i dokumentaren.

Dette skete angiveligt efter aftale med landmanden, der fik betaling under bordet.

Ifølge TV 2 afviser partneren, at udtalelserne har hold i virkeligheden.

Han forklarer i stedet, at han udelukkende forsøgte at imponere TV 2's muldvarp, fordi "hun var en pæn pige".

Ifølge mediet Finans fremgår det af cvr-registret, at den suspenderede partner er udtrådt af direktionen i otte selskaber relateret til den aarhusianske virksomhed.

1927 Estate fastholder, at byggeselskabet har dokumentation for, at den forurenede jord fra byggeriet i Vallensbæk er blevet håndteret korrekt.

Det er dog i modstrid med mails fra en tilsynsførende hos det rådgivende ingeniørfirma Cowi, der over for TV 2 kalder jordhåndteringen ”ikke lovlig”.

Netop Cowi har selv indledt en intern undersøgelse, efter at firmaet har fået en ufrivillig rolle i dokumentaren. Det har Cowi oplyst til Finans.

1927 Estate har nu hyret Rambøll til at undersøge håndteringen af jorden fra Vallensbæk.

Sponsoreret indhold