Færre unge ryger: En pakke smøger skal koste 100 kroner
Kræftens Bekæmpelse glæder sig over, at færre børn og unge begynder at ryge end tidligere. I 2017 så organisationen en skræmmende stigning i aldersgruppen 16-24-årige, der købte smøger, men nu er der et positivt fald i antallet.
– Det handler om at gøre det vanskeligere og mindre synligt, forklarer Mette Lolk Hanak, der er forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse.
Efter 2017 har man både på Christiansborg og lokalt fået arbejdshandskerne på og gjort mere for, at børn og unge ikke skal gå i gang med at ryge – blandt andet med tiltag på skolerne og højere priser på tobaksprodukter.
– Pakkerne er også gjort neutrale og grumsetgrønne, så man ikke kan brande sig livsstilsagtigt i forhold til den unge målgruppe, ligesom tobakken er gemt væk i supermarkederne, siger Mette Lolk Hanak.
Så meget er antallet af unge rygere faldet
På bare fire år er andelen af rygere blandt de helt unge mellem 16 og 19 år dykket med 37 procent.
Blandt de lidt ældre, de 20- til 24-årige, er faldet mere behersket men dog stadig markant: her er andelen af unge, der ryger, faldet med 26 procent.
Kilde: Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden
Men vi skal meget længere endnu. Kræftens Bekæmpelse har nemlig et mål om, at alle unge under 24 år er ikkerygere i år 2030, fortæller hun.
– Vi skal have flere røgfri miljøer. Flere videregående uddannelser kunne godt tage stilling og have en røgfri matrikel, og natteliv, kulturliv og festivaler kunne også godt tage et bevidst valg, ligesom nogle allerede har gjort.
– Vi skal have gjort røgfrihed til normen og ikke den anden vej.
Men selv om der er færre i aldersgruppen 16-24-årige, der pulser cigaretter, så er brugen af nikotinposer som Lyft stadig stigende blandt unge.
En rapport lavet for Sundhedsstyrelsen af Statens Institut for Folkesundhed viser nemlig, at mere end hver tiende danske unge i alderen 15 til 29 år i september til november 2021 svarede, at de anvendte røgfri nikotinprodukter.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Det svarer til 11,4 procent og er en stigning fra begyndelsen af 2020, hvor forbruget blev målt til 9,1 procent.
– Der er stadig grund til at glæde sig over, at der er færre, der ryger, mener forebyggelseschef Mette Lolk Hanak.
– Rygning er i særklasse det farligste, man kan kaste sig ud i overhovedet. Men nikotinposer burde reguleres lige så hårdt som andre produkter.
Kræftens Bekæmpelse drømmer om, at cigaretpakker bliver sat markant op, i stedet for at prisen stiger drypvist.
– Vi kigger meget på Norge, der efterhånden er oppe på 120 kroner. Lige nu koster en pakke i omegnen af 60 kroner, og vi mener, at en stigning til et sted mellem 90 og 100 kroner er et godt sted at starte.
– Det er en pæn stigning, men det er også det, der skal til. Så det er meget fint, at det er en chokpris.