Familien fra Nakskov: Stadig på røven
De fleste familieforøgelser er heldigvis en lykkelig begivenhed, men i kølvandet på nu halvandet år gamle Frej fulgte også problemer og nedture for både ham, mor, far og mange andre. Du har måske fulgt familien Larsen i ”På røven i Nakskov”, og nu længe efter de sidste TV2-optagelser er situationenkun blevet værre.
– Vi er på røven i Nakskov. Hverken økonomisk eller socialt, men vi føler, vores familie er klemt af kommunen, siger storesøster Jessica, 21.
Problemerne tog fart, da hendes lillesøster Angelica, 15, blev gravid allerede som 13-årig. Faderen var lige fyldt 16 år.
– Vi var lige kommet hjem fra ferie. Jeg brækkede mig, og vi jokede faktisk med en graviditetstest. På Langelandsfestivalen var jeg nødt til at sove til middag, og det satte for alvor gang i nogle tanker hos min mor, smiler Angelica, mens mor Rikke ryster lidt på hovedet.
– Jeg troede jo kun, de kyssede. Slet ikke, at de havde sex, fortæller hun. Alle tre piger griner lidt. Og selv om situationen lige nu er trist, så betragter Angelica i dag graviditeten som held i uheld.
Da familien opdagede, hun var gravid, var det for sent med en abort, og i dag er hun rigtig glad for lille Frej, selv om hun lige nu kun må besøge ham halvanden time en enkelt gang om ugen. Frej er nemlig blevet tvangsanbragt hos sin farmor og farfar.
Myndighederne har vurderet, at familien er for ressourcesvag til at kunne håndtere den lille dreng. En beslutning, som Rikke selvfølgelig ikke er enig i. Hun kan ikke forstå, at kommunen kan betvivle hendes evner som mor, når hendes to ældste døtre går på henholdsvis universitetet og på hf og i øvrigt ved, hvordan man skal gebærde sig i samfundet. I stedet mener hun, at kommunen svigter hendes nu 15-årige datter.
[node:aller-related-content]
– Siden udsendelserne har myndighederne endda fjernet halvdelen af Angelicas møder med Frej, fordi Frej er ked af det, når han har haft de lange dage med samvær. Det giver de også Angelica skylden for, så det anker vi i øjeblikket, fortæller Rikke fortvivlet.
Jessica er helt enig
– Min mor knokler som omsorgsmedhjælper på ottende år på et hjem for udviklingshæmmede og kriminelle, og hun har opfostret fire børn. Hvis min mor var ressourcesvag, så har man vel også svigtet os børn, men min storesøster og jeg har netop brudt den sociale arv, raser Jessica.
Hun og familien håber, at medieinteressen kan hjælpe dem med at få Frej hjem, men det har ikke kun været godt at være på TV.
Især på Facebook har mange været hårde ved familien og programmet, der måske ikke sætter Nakskov i det allerbedste lys.
– Men det rammer jo rigtigt.
Her er masser af natur, tulipanmarker og cykelruter, men alle andre unge end os ryger hash.
Gaderne er fyldt med glasskår, hundelorte og jointskodder, siger Jessica.
Veninderne er for længst flyttet tættere på hovedstaden, og lillesøster Angelica regner med, at det en dag går samme vej for hende.
– Jeg har i hvert fald lovet min mor, at jeg ikke får flere børn her i kommunen, siger hun galgenhumoristisk.