"Fast and Furious Live" kommer til Danmark

Oktanhungrende drengerøve og piger kan godt begynde at gnide sig i hænderne og pudse alufælgene.
For den lynhurtige serie "Fast and The Furious" kommer til Danmark. Denne gang ikke i biffen, som de pleje,r men som et show, hvor professionelle stuntkører giver den gas i en arena.
Titlen er "Fast and Furious Live", og det havde premiere tidligere på måneden i Londons O2 arena, hvor SE og HØR var inviteret med for at se, høre og ikke mindst lugte de hurtige biler.
For brændt gummi og brølende V12-motorer går hånd i hånd både i filmene, men også i det nye liveshow, hvor fans kommer helt tæt på de voldtunede biler fra både Japan, USA og Italien.
Der er lavet otte film i serien indtil videre, og der er to mere i produktion, som får premiere (i biffen denne gang) i 2019 og 2021.
Filmene har genereret mere end 3.9 milliarder dollar i omsætning og 60 millioner fans følger med via de sociale medier.
Det er netop gennem denne serie, at den nu afdøde skuespiller Paul Walker blev berømt. Stjernen døde i november 2013 til et velgørenhedsarrangement i USA, hvor han fik en køretur i det ultrasjældne og dyre Porsche Carrera GT.
Walker bliver da også mindet i det nye show, hvilket publikum i London kunne lide.
Du kan købe billetter til en drengerøvsaften i Royal Arena i København 15. - 17. juni her.
Du kan se billeder fra Paul Walkers liv i det store galleri herunder: