Finn Nørbygaard: Forgældet millionær
Finn Nørbygaard, som for alvor fik fingrene og millioner i klemme, da IT Factory-korthuset brasede sammen, har afsluttet sit regnskab for det, han sikkert selv vil betegne som et rædselsår.
Og hans økonomiske spekulationer har været en dyr fornøjelse.
Den 57-årige entertainer regnedes god for 283 mio. kr., før det hele begyndte at ramle. Men ifølge Ekstra Bladet tabte han 250 mio. kr.
Hans selskab M.V.S. & Co Aps' regnskaber viser, at der var et underskud på 171 mio. kr., og det betegnes i kommentarerne som "ikke tilfredsstillende".
Selv om selskabet stadig har en egenkapital på 14,3 mio. kr., og Finn Nørbygaard dermed stadig kan kalde sig millionær, viser regnskaberne, at der nu er en gæld på 46 mio. kr.
Finn Nørbygaard er da også meget fåmælt, da han bliver spurgt til de røde tal.
- Snak med min revisor. Jeg er det seneste år gået hen og blevet talblind, siger han til Ekstra Bladet.