Aalborg Kommune opfordrer borgere til at arbejde hjemme onsdag - eller tage en fridag, hvis det er muligt. Det skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse tirsdag.
Det skyldes de store mængder sne og snestorm, som efter alt at dømme vil ramme det nordlige Jylland fra onsdag til torsdag.
Det ser ud til, at der kan komme mellem 30 til 40 centimeter sne flere steder i kommunen med meget kraftig vind og dermed risiko for snefygning.
- Hvis det er nødvendigt at tage bilen, er det en god idé at pakke varmt tøj og fodtøj, tæpper, skovl, varmt at drikke og en opladet telefon, står der videre i pressemeddelelsen.
Kommunen har "forsaltet" veje og stier, så den første nedfaldne sne kan opløses og ikke hænger fast i belægningen.
- Herudover har vi monteret sneplove på vores maskiner, siger afdelingsleder i Byer og Natur Niels Sloth Christiansen i pressemeddelelsen.
Kommunen starter med snerydning af veje med serviceklasserne 1, 2 og 3 samt stier af serviceklasse 1.
Rydning af stier af serviceklasse 2 igangsættes senere natten til onsdag og derefter bliver det veje i serviceklasse 4, som bliver ryddet.
Stier i det åbne land bliver ikke sneryddet.
Aalborg Kommune kan i alt sende 152 køretøjer ud for at rydde sne.
Herudover har kommunen mulighed for at benytte en række specialkøretøjer, gummigeder, traktorer og rendegravere, hvis vejret bliver ekstremt.