Som det eneste sted i verden har Nordsøen Oceanarium haft held til at få gråhajer i fangenskab til at yngle.
Og nu skal otte hajunger sendes fra Hirtshals til akvarier i Spanien og Østrig.
Det skriver Nordsøen Oceanarium i en pressemeddelelse.
Hajungerne flyttes for at undgå indavl.
- Indavl giver dårligere gener og større sandsynlighed for sygdomme, så derfor er det vigtigt at beskytte den genetiske variation af hensyn til artens fremtid, siger biolog og udviklingschef Kristina Ydesen.