Nyheder9 timer siden

Fogh erkender amatøragtige fejl under opfølgning i krige

I ny bog erkender Anders Fogh fejl under krige i Afghanistan, Irak og Libyen, som han kalder nødvendige
Den tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen, erkender flere fejl.
Den tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen, erkender flere fejl.
 Foto: Ritzau Scanpix

For over 20 år siden gik en koalition ind i Afghanistan. Siden fulgte Irak og Libyen, hvilket har ført til voldsom ustabilitet i regionerne.

Som statsminister og siden generalsekretær i Nato var Anders Fogh Rasmussen (V) en stor del af beslutningsprocessen, og han erkender i sin nye bog "At Turde" i dag, at der blev begået fejl, som han håber, eftertiden vil lære af.

- Når man griber ind, så skal man huske, at man kan ikke løse alle problemer militært. Der er en nødvendig, politisk opfølgning, og den skal være langt, langt bedre forberedt end det, vi har set i fortiden, siger han i et interview med Ritzau.

Fogh peger særligt på, at den manglende plan for genopbygning af landene var et decideret svigt og har efterladt dem i ruiner.

Ansvaret i de to krige, som blev indledt i 2001 og 2003, var de skiftende koalitioner - herunder Danmark - og i bombardementerne af Libyen i 2011, var det FN's.

- Når det gælder den politiske opfølgning, så var alle de lande, der var til stede, selvfølgelig medansvarlige for den mangelfulde, politiske opfølgning. Og desværre har vi set parallelle eksempler både i Afghanistan og i Libyen, siger Fogh, som kalder det "amatøragtigt".

Han fastholder, at krigen i Irak var lovlig, hvilket fortsat diskuteres i dag, da der ikke var et nyt mandat fra FN om at gå i krig.

I sin bog skriver han i anden sammenhæng, at det er rigtigt at gribe ind mod diktaturstater, og at det kan være "berettiget uden FN-mandat".

Han mener overordnet, at Irak er et bedre sted, efter at Iraks tidligere leder Saddam Hussein blev afsat, selv om der fortsat er problemer.

Det gælder eksempelvis sikkerheden, Irans voksende indflydelse og Islamisk Stats opkomst som følge af magtens tomrum, men leveforholdene er bedre, mener han.

- Problemerne opstod i den efterfølgende politiske opfølgning af den militære aktion, så der blev klart begået fejl. Men jeg mener, at militæroperationen var berettiget, siger han.

I Irak blev det irakiske militær opløst, og regimetro medarbejdere i den offentlige sektor blev fyret. Det betød, at sikkerheden var dårlig, og en del af dem, der blev smidt på gaden, blev en del af den militante bevægelse Islamisk Stat.

Den daværende regering modtog vurderinger fra blandt andet Forsvarets Efterretningstjeneste om Irak, der forudså, at en krig kunne destabilisere regionen, opløse staten, udløse terror og kræve en langvarig involvering.

Men de informationer blev aldrig delt med Folketinget, hvilket kom frem, da en uvildig udredning udkom i 2019. Dengang sagde Fogh, at det kunne enhver regne ud.

Konsekvenserne ved ikke at gøre noget, kan være større, mener Fogh og fremhæver Syrien.

I alle tre krige samt i Syrien blev der begået fejl. Spørger man til, hvordan Fogh har det med det i dag, svarer han, at det er derfor, han har skrevet sin bog.

- Opvoksende generationer skal lære af de fejl, der blev begået for at undgå at begå de fejl en gang til i fremtiden, hvis det skulle blive aktuelt at gribe ind et eller andet sted, siger han.

Sponsoreret indhold