Nyheder10. februar 2025

Forargede forældre: Børn må cykle på fortovene for at undgå kørende biler

Skolevej i Ry skaber farlige situationer. Det er det seneste eksempel på en række skoleveje, som får kritik i det østjyske

- Udfordringen er jo, at der ikke er cykelstier på strækningen, konstaterer Christian N. Larsen, far til to 10-årige, som går på Mølleskolen i Ry.

TV2 Østjylland har den seneste tid vist flere eksempler på skoleveje, hvor børnene, ifølge deres forældre, dagligt er i fare på grund af dårlige trafikale forhold.

Christian N. Larsen har på den baggrund kontaktet TV2 Østjylland.

De, ifølge ham, dårlige trafikforhold har fået ham til at tage en række forholdsregler.

- I den her mørke vinterperiode har vi valgt at køre vores børn i skole. Vi synes simpelthen, det er for usikkert, siger Christian N. Nielsen.

Han er ikke i tvivl om, at Ry er blevet så populært blandt børnefamilierne, fordi det kan tilbyde storslået natur i baghaven og et godt foreningsliv, men nu mangler der bare gode cykelstier til skole, mener han.

Christian N. Larsen bakkes op af Maibritt Helleberg, mor til to piger, der også tager turen til skole på cykel.

- Vi oplever, de kører hurtigt på vejen, og det er svært for børnene, at der holder mange biler på vejen, hvor de skal køre ind og ud, fortæller hun.

Særligt én ting på den strækning, som en del af skolebørnene benytter, giver hende ondt i maven.

På Klostervej, som den smalle skolevej hedder, holder en del biler parkeret. Det skaber farlige situationer, fordi børnene skal udenom og dermed kommer faretruende tæt på den kørende trafik.

- Det er supertræls, vi taler nogle gange om at flytte for at komme tættere på stisystemer, siger Maibritt Helleberg.

Forældre, som TV2 Østjylland har talt med, fortæller, at holdende biler har fået de cyklende skolebørn til søge ind, hvor de gående også er, som skaber et nyt problem.

- Nogle vælger så at køre på fortovet, men der kan børn blive ramt af biler, der bakker ud, fortæller Maibritt Helleberg.

Næstformand for Klima-, Miljø- og Planudvalget, Andreas Tang-Brock, S, kan godt forstå forældrenes bekymring.

- Jeg er fuldstændig med på, at der er visse steder, der kan være større udfordringer, siger han.

Skanderborg Kommune får, ifølge ham, mange ønsker til forbedringer af skoleveje.

Andreas Tang-Brock oplyser, at kommunen allerede er i gang med at sikre bedre skoleveje flere steder, men at det også handler om økonomi og prioritering.

Konkret i forhold til ønsket om en cykelsti på Klostervej, vurderer Andreas Tang-Brock, at det vil blive svært at gennemføre, da det, ifølge ham, vil kræve, at man inddrager beboernes forhaver. Han har et andet forslag:

- Jeg foreslår en dialog med naboerne om at parkere på sin egen grund. Det er jo ikke et krav, men når det nu skaber usikkerheder for børn som på vej i skole, så synes jeg da, det er et godt sted at starte, siger han.

Sponsoreret indhold