”Forbrydelsen”: Nu på amerikansk
Det er ikke kun os danskere, der var vilde med "Forbrydelsen". Nu har TV-selskabet Fox nemlig købt rettighederne til at lave en amerikansk version af den danske søndagsthriller.
Amerikanerne arbejder i øjeblikket på at finde instruktør og skuespillere, der skal indspille et pilotafsnit af serien.
- Det er flot af Søren (Sveistrup, forfatter til "Forbrydelsen", red.) at skabe et univers, der rækker internationalt, men først skal det amerikanske pilotafsnit vises for interesserede købere, før vi ved, om den bliver lavet som serie. Der er mange ting, der skal falde på plads først, forklarer tv-producent Piv Bernt til B.T.
Hun afslører samtidig, at en tredje udgave af den populære serie muligvis er under opsejling.
- Lige nu undersøger vi, om der er mere at fortælle om Sarah Lund, og om hun kan vende tilbage i en 'Forbrydelsen III', og så må vi se, om DR giver grønt lys, fortæller Piv Bernt.