Forfatter Mette Winge er død
Forfatter og tidligere programchef i DR Mette Winge er død. Det oplyser forlaget Gyldendal i en pressemeddelelse.
Ifølge Gyldendal døde Mette Winge fredag "efter længere tids sygdom". Hun blev 85 år.
Både det skrevne og det læste ord har været omdrejningspunktet for Mette Winges liv.
Allerede i en tidlig alder fandt hun stor tryghed og fascination i litteraturen.
Størstedelen af barndommen og ungdommen gik med både at læse og skrive. Det drog hende mod en uddannelse som bibliotekar, og efterfølgende blev hun dr.phil. fra Københavns Universitet med en afhandling om børneromaner i dansk litteratur.
I 1982 blev hun den første kvinde på en post som programchef i Danmarks Radio (DR). Først som chef for teater- og litteraturafdelingen, og fra 1988 til 1990 var hun chef for hele radiokanalen P1.
Samtidig havde hun fuld gang i sit eget skønlitterære forfatterskab.
Hun romandebuterede i 1988 med den anmelderroste "Skriverjomfruen - en guvernanteroman". Bogen beskrev jomfru Biehls liv som Danmarks første professionelle, kvindelige forfatter i 1700-tallet.
Efterfølgende har hun skrevet en lang række bøger. Blandt andet "Novemberlys", "Sandflugt", "Den femte vinter" og "Fuglebal".
Generelt skrev hun som forfatter en blanding af historiske romaner og samtidsfortællinger, der for det meste handler om kvindelige hovedpersoner, som skal gennemgå en personlig udvikling, samtidig med at omverdenen udvikler sig.
Gennem årene modtog Mette Winge også flere priser for sit arbejde. Blandt andet Edvard Pedersens Biblioteksfonds Forfatterpris, Rosenkjærprisen og Kritikerprisen.
Desuden blev hun hædret som ridder af Dannebrogordenen.
Ud over forfatterskabet sad Mette Winge gennem årene i adskillige bestyrelser. Blandt andet i Dansk Sprog- og Litteraturselskab, Bakkehusmuseet, Dansk-Finsk Forening og Selskabet for Ophavsret.
Ifølge Gyldendal efterlader Mette Winge sig "et stort litterært og litteraturhistorisk forfatterskab, to sønner og tre børnebørn".