Forskere slår fast: Sådan putter du baby på 13 minutter

Spædbørn græder af mange grunde, der ikke altid er helt åbenlyse for deres forældre.
Nu kommer forskningen imidlertid med en håndsrækning. En forskergruppe fra Japan har på baggrund af et eksperimentelt studie med 21 spædbørn og deres mødre udviklet en simpel metode til at berolige et grædende spædbarn og få det til at sove:
- Gå, mens du holder om barnet, i 5 minutter.
- Sid stille på en stol med barnet i armene i 5 til 8 minutter.
Metoden, der specifikt og med tidsmål beskriver, hvad trætte forældre kan afprøve derhjemme, er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Current Biology.
Og putte-studiet er virkelig tiltrængt ifølge Anne Mette Skovgaard, speciallæge og professor i børnepsykiatri ved Syddansk Universitet, der har læst det for Videnskab.dk.
– Der er behov for mere kvalificeret viden om, hvad der er godt for så små børn, og artiklen imødekommer det behov, siger hun og fortsætter:
– Nogle forældre vil finde ud af den slags ting intuitivt, men det er ikke alle. Derfor er det godt, at forskerne går så meget i dybden med noget, der er dagligdagspraksis, og som, jeg forestiller mig, vil kunne bruges af for eksempel sundhedsplejersker, når de skal vejlede især førstegangsforældre.
Bevægelse slår kropskontakt med mor
Forskergruppen, der er tilknyttet RIKEN Center for Brain Science i Japan, har arbejdet med 21 spædbørn i alderen 0 til 7 måneder – 10 piger og 11 drenge. Alle børn har deltaget med deres biologiske mødre, og deltagerne er blevet rekrutteret i Japan og Italien.
Forskerne så, at når en mor tog sit grædende barn op og begyndte at gå med det, faldt barnet til ro, og hjerterytmen faldt i løbet af 30 sekunder. En lignende effekt sås, når barnet blev lagt i en seng, der kunne bevæge sig.
Det havde til gengæld ikke en særligt stor effekt på gråden, hvis moderen sad stille med barnet i armene.
Forskerne fandt dertil, at en gåtur på 5 minutter var mest effektiv i forhold til at berolige spædbørnene. Succesraten var på 100 procent.
Oven i hatten var de 5 minutter også ganske effektive i forhold til at lulle børnene i søvn.
Således sov 46 procent af børnene efter 5 minutters gåtur i armene på mor. Yderligere 18 procent af børnene faldt i søvn inden for det følgende minut – altså efter 6 minutters gåtur.
Sådan bliver barnet i søvnen
De sovende spædbørn forblev dog ikke sovende. Cirka en tredjedel vågnede igen inden for 20 sekunder, hvis de med det samme var blevet lagt i seng.
Fordi forskerne monitorerede børnenes hjerterytmer med elektroder kunne de se, at det var en fysiologisk reaktion, herunder en ændring i hjertefrekvens, der fik børnene til at vågne.
Reaktionen var størst i det øjeblik, spædbarnets krop fjerner sig fra moderens.
Det viste sig imidlertid, at spædbørnene, hvis de sov i en længere periode i moderens arme, før de blev lagt i seng, var mindre tilbøjelige til at vågne. I de mest succesfulde tilfælde havde de ligget stille i moderens arme i 8 minutter.
Forklaringen kan findes i det, man allerede ved om spædbørns søvn – at de sover overfladisk i begyndelsen, og at søvnen er flere minutter om at stabilisere sig.
Lidt overraskende så forskerne også, at når spædbørnene blev i søvnen, efter at de var blevet lagt i seng, blev deres hjerterytme langsommere, end den havde været, mens de blev holdt i deres mors arme.
Forskerne ser det som et tegn på, at børnene sover bedre i sengen.
Et elegant studie
Anne Mette Skovgaard, der selv forsker i små børn, der er sårbare i forhold til mental udvikling og helbred, roser forskernes tilgang. De er lykkedes med at skabe en situation, der svarer til dagligdagen hos familier med spædbørn, siger hun.
Men studiet skal også tages med en række forbehold:
- Det er et lille studie, og aldersspredningen på børnene er stor (0 til 7 måneder).
- Mødrenes gennemsnitsalder er 35 år, og man kan forestille sig, at flere af dem ikke er førstegangsmødre.
- Desuden er der tale om såkaldt positiv social selektion, hvor man må regne med, at dem, der har valgt at deltage, sandsynligvis er ressourcestærke forældre.
– Det kunne være spændende at lave studiet i en større gruppe, og jeg tænker, at man også skal dele det op i aldersgrupper. Der er ret stor forskel på et nyfødt barn og et på over et halvt år, siger Anne Mette Skovgaard.
Selv om eksperimentet kun inddrog mødre, siger forskerne, at de forventer, at de kunne opnå lignende resultater med en hvilken som helst af et spædbarns omsorgspersoner.
Inspiration fra dyreverdenen
Dyr, der slæber af sted med deres unger i munden, har tjent som en inspiration for forskerne.
Når dyr samler deres afkom op og går, er det ofte en reaktion på, at der er fare på færde. Man har observeret, at dyreungen i situationen samarbejder ved at tie stille og undlade at fremkalde afslørende lyde.
Ungens krop har desuden tendens til at blive tung og føjelig, mens den bliver båret, og hjerterytmen menes at falde.