Nyheder21. november 2021

Forvunden tennisspiller ses på fotos fra Beijing søndag

Peng Shuai, der ikke har vist sig i lang tid, optræder på fotos taget søndag. Men WTA er fortsat bekymret
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20211121-031358-5-1920x1277we.jpg
 Oli Scarff/AFP/Ritzau Scanpix

Den kinesiske tennisspiller Peng Shuai har tilsyneladende været til stede ved en tennisturnering i Beijing søndag.

Det fremgår af officielle fotos fra begivenheden i Kinas hovedstad.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters natten til søndag dansk tid.

Tennisverdenen har været i chok og er fortsat bekymrede for Peng Shuai, der anklagede en kinesisk politiker for seksuelt overgreb.

Det har fået flere stjerne til tasterne. Heriblandt megastjernen Serena Williams.

Men nu er der angiveligt nyt i sagen, hvor der er kommet nye billeder af Peng Shuai.

Hun ses på billederne blandt gæsterne ved åbningen af en ungdomsturnering, Fila Kids Junior Tennis Challenger.

Peng Shuai er i over to uger ikke blevet set offentligt eller har udtalt sig offentligt, efter at hun på et kinesisk socialt medie fremsatte anklager mod en tidligere højtstående politiker i Kina om seksuelle overgreb.

Hverken den pågældende politiker eller Kinas regering har kommenteret beskyldningerne, og Peng Shuais opslag blev hurtigt slettet.

På internettet i Kina er emnet desuden blevet blokeret, så det ikke er muligt for brugere at drøfte eller omtale sagen.

Flere lande, deriblandt USA og Storbritannien, samt kvindernes internationale tennisforbund, WTA, har udbedt sig forsikringer fra Kina om, at der ikke er sket hende noget.

WTA har truet med at aflyse alle turneringer i Kina, hvis myndighederne ikke kommer med fyldestgørende svar vedrørende den 35-årige Peng Shuai, der tidligere har toppet verdensranglisten i double.

Lørdag tog sagen en ny drejning, da en journalist fra et kinesisk statsmedie offentliggjorde en video, der viser Peng Shuai på en restaurant i Beijing.

Men det er ikke nok til at fjerne WTA's bekymringer på hendes vegne.

- Mens det er positivt at se hende, er det fortsat uklart, om hun er fri og i stand til at tage beslutninger selv og gøre, som hun vil, uden tvang eller påvirkning udefra. Videoen alene er utilstrækkelig, udtalte Steve Simon, der er direktør og formand for WTA i en udtalelse på forbundets hjemmeside.

- Som jeg har sagt fra starten, er jeg bekymret for Peng Shuais helbred og sikkerhed, tilføjede han.

Fotografierne, som søndag er dukket op, er heller ikke tilstrækkelige til at adressere de bekymringer, som WTA har for hendes sikkerhed.

Det siger en talsperson for tennisorganisationen tidligt søndag morgen dansk tid til Reuters.

Sponsoreret indhold