Nyheder13. december 2021

To fragtskibe på Østersøen mistænkes at være stødt sammen

Et dansk fragtskib står lige nu på hovedet i Østersøen mellem Bornholm og Ystad. To personer frygtes at være faldet overbord
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20200527-224915-4-1920x1280we.jpg
 Lars Laursen/Biofoto/Ritzau Scanpix

Der er frygt for, at to fragtskibe er stødt sammen i Østersøen mellem Bornholm og Ystad natten til mandag.

Det skriver det svenske medie Expressen.

- Vi ved ikke, hvad der er sket endnu. Et af skibene er kæntret og ligger på siden, siger Jonas Franzen, der er kommunikationschef i den svenske redningscentral, Sjöfartsverket.

To personer frygtes at være faldet i vandet, da der har været skrig fra vandet, fortæller Jonas Franzen videre.

Ikke optimale verjforhold

Det er uvist, hvor mange personer der var om bord på skibet, som er kæntret.

- Vejrforholdene er ikke optimale. Det blæser godt nok ikke så meget, men det er mørkt og koldt, siger Jonas Franzen.

Temperaturen i havet er ifølge Aftonbladet omkring fire grader.

Mandag morgen deltager seks redningsbåde fra både Danmark og Sverige i redningsaktionen, ligesom der er en dansk helikopter til stede, skriver Expressen.

Politi har åbnet lufthavnen på Bornholm

Bornholms Politi oplyser, at man er orienteret om hændelsen, men ikke deltager i redningsaktionen, da det foregår i svensk farvand.

Til gengæld oplyser politikredsen, at man har åbnet lufthavnen på øen i tilfælde af, at den skal bruges i forbindelse med aktionen.

Det ene af skibene sejler under dansk flag, mens det andet er britisk. Ifølge Aftonbladet er det det danske skib, der er kæntret.

Avisen skriver desuden, at skibet var på vej med en tom last fra Södertälje til Nykøbing Falster, da det kæntrede.

Ulykken skete ifølge svenske medier omkring klokken 03.30 mandag.

Sponsoreret indhold