Francis mistede sin mor, far og bror: Ville ikke vaccineres mod coronavirus
I løbet af få dage fik coronavirussen revet britiske Francis Goncalves familie itu.
Hans 40-årige bror Shaul, 65-årige mor Charmagne og 73-årige far Basil blev alle smittet med virussen. Det kostede de tre livet.
Alle havde nægtet at blive vaccineret mod coronavirus, og derfor har Francis Goncalves en bøn: Bliv vaccineret.
Det fortæller han til blandt andet Sky News og BBC.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Francis' mor var den sidste af de tre til at dø med coronavirus. De blev muligvis smittet til en familiemiddag. (Privatfoto)
Frygtede det værste
- De var bange. De havde en masse informationer fra internettet. Du kan kalde det misinformation. Misinformation er nok mere passende, fortæller han til Sky News.
Ifølge Francis Goncalves var de blevet fodret med konspirationsteorier om vaccinen, som de troede på. Moren og faren led desuden af nogle sundhedsproblemer. Men Francis Goncalves er stadig overbevist om, at de alligevel burde have taget imod vaccinen.
- Hvis de havde fået vaccinen, så tror jeg, at mindst en af dem havde været hos mig i dag, fortsætter Francis Goncalves, som bor i Cardiff, Wales.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Faren Basil var død, inden Francis var nået frem til hospitalet i Portugal. (Privatfoto)
Shaul, Charmagne og Basil havde for nogle år tilbage revet rødderne op og flyttet til Portugal. Francis måtte derfor selv rejse for at aflægge sine syge familiemedlemmer besøg på hospitalet.
På grund af coronarestriktionerne kunne Francis Goncalves dog ikke straks sætte sig på det første fly og rejse afsted. Han måtte først vente på et negativt svar på en PCR-test, men inden, han nåede frem, var hans bror og far allerede gået bort.
Først var det broren, der døde 17. juli. Tre dage senere mistede faren livet.
Tre begravelser
Francis Goncalves nåede dog frem og så sin mor på hospitalet i tide. Han var fremme den 23. juli, og hun afgik ved døden dagen efter.
- Det gik op for mig, at min mor havde det meget dårligere, end jeg troede. Klokken kvart i i otte fik jeg er telefonopkald om, at min mor var gået bort kvart over syv. Intet kan forberede dig på det, siger han.
Pludseligt stod Francis Goncalves i Portugal og skulle arrangere tre begravelser. De blev lagt i graven på samme område på kirkegården, der er dedikeret til personer, der er døde med coronavirus.
- Begravelsesprocessen var hård. Især når du skriver under på tre kister, tre sæt blomsterarrangementer, og du ser tre forskellige ligvogn på kirkegården, fortæller han.