Frederik Fetterlein: Kæresten ophæver forlovelsen
Den skandaleombruste charmetrold nåede knap nok at annoncere sin seneste forlovelse, før den blev ophævet.
For få uger siden fortalte den 41-årige Frederik Fetterlein vidt og bredt om sine planer om at gifte sig med modellen Michella Madsen.
Læs også: Frederik Fetterlein: Skal giftes - igen (link fjernet)
- Hvorfor ikke? Jeg er hurtig på aftrækkeren. Og Michella er helt fantastisk. Jeg kunne ikke forestille mig at være sammen med andre end hende. Hun er virkelig en sød pige, og der er ikke noget drama med hende, sagde han dengang til Ekstra Bladet.
Nu har hans udkårne imidlertid fået kolde fødder. Hun har ikke kun ophævet forlovelsen, hun har også planer om at flytte til Grækenland. Det skriver Her&Nu.
Læs også: Frederik Fetterlein: Ny kæreste
- Det skyldes nogle private omstændigheder. I Grækenland har jeg noget familie, som har brug for min hjælp. Og jeg vil ikke have et langdistanceforhold. Derfor har jeg sagt til Frederik, at vi ikke længere kan være kærester, siger den 23-årige model til ugebladet.
Selvom Michella Madsen lyder meget afklaret, fortæller Frederik Fetterlein, at han stadig håber, hun bliver i Danmark.