Frederik: Næsten som første gang
Traditionen tro mødte kronprins Frederik op foran den samlede danske verdenspresse - og en del australiere - på Rigshospitalet i København efter fødslen af de nyeste skud på den royale stamme.
Klokken var lidt over halv tolv, da en tydeligt rørt og stolt Frederik dukkede op.
- Jeg er her for at fortælle, at min kone kronprinsessen har født 2 velskabte børn. Den første var en dreng, og den anden var en pige, fortalte kronprinsen til salens store jubel.
Læs også: Mary har født
- Det er næsten som at blive far igen første gang, fordi der er 2 individer og 2 små hjerter, man skal holde øje med. Men det har ikke været neglebidende, fastslog Frederik om fødslen, der er blevet beskrevet som meget udramatisk.
Det tog kronprinsesse Mary 6 timer at gennemføre fødslen, hvilket er 4 timer kortere, end en tvillingefødsel normalt varer.
Læs også: Galleri: Marys mave
- Det er tæt på at være uvirkeligt, for man står en halv time med den førstefødte, og moderen kæmper videre, inden pigen kommer som den anden. Nu er der én til hver hånd, jublede en lykkelig kronprins Frederik.
Den lille prins blev født klokken 10.30, vejer 2647 gram og er 47 cm lang. Pigen kom til verden klokken 10.58, vejer 2554 gram og måler 46 cm.