FREDERIK: PÅ DØDSRUTEN
Senere blev det lidt mere afslappet, da Frederik åbnede udstillingen "30'erne. Arkitektur, design, billedkunst" i Kunstforeningen på Gl. Strand i København. Men det blev åbenbart for kedeligt for den aktive knægt. Så han sneg sig ind i nabo-ejendommen, Fotografisk Center, hvor rapperen (og kongesønnen) Al Agami optrådte ved ferniseringen på endnu en udstilling, "Something Different". Her udstiller fem fotografer og præsenterer deres værker på JVC's nye fladskærme. Og netop dem blev Frederik så vild med, at han bestilte én til sig selv. Og den stiller JVC selvfølgelig gerne til kronprinsens rådighed, som en medarbejder fra firmaet udtrykker det. Opstemt af den overdådige gave, som vi andre håber at få råd til inden fodbold-EM, fortsatte Frederik ud i det københavnske natteliv. Og han sluttede af i højt humør på Wessels Kro i Sværtegade. Den klassiske bodega kaldes i natteravnenes munde også Lille Andy, fordi den er ved at vinde indpas som sidste station på weekend-branderternes dødsrute. Kronprinsen blev som sædvanlig eskorteret af sine to livvagter samt et par venner, der pænt sørgede for, at dødsrutens mere udsvævende eksistenser ikke generede den kommende gom. Og Frederik var sober tilmed.