Frygter atomkatastrofe: Køber millioner af piller
Sundhedsstyrelsen vil øge Danmarks beredskab og indkøbe to millioner jodtabletter til brug, hvis et "væsentligt radioaktivt udslip" rammer Danmark.
Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.
Det sker på baggrund af "Beredskabsstyrelsens prognoser og konsekvensberegninger for risikoen for en nuklear hændelse i Danmarks nærområde".
Jodberedskabet øges desuden med baggrund i WHO's anbefalinger om brug af jodtabletter til risikogrupper.
Krigen ændrer alt
Det danske jodberedskab er blevet revurderet som følge af krigen i Ukraine, der "har vist os, at verden er uforudsigelig".
Tilbage i marts oplyste Sundhedsstyrelsen til Ritzau, at det ikke er "relevant at anvende jodtabletter i Danmark i forbindelse med eventuelt uheld med nukleare anlæg i Ukraine".
#Internationalt anbefales uddeling af jod i en radius af 100 kilometer fra et ulykkesramt værk,# lød det dengang.
De første kontrakter er indgået om levering af den første del af jodtabletterne, oplyser styrelsen. De vil blive leveret inden for to til tre måneder.
Sundhedsstyrelsen vurderer, at et dansk lager på to millioner jodtabletter kan dække risikogruppen ved tilfælde af et nukleart uheld i Danmarks nærområde.
Risikogruppen består af børn og unge op til og med 18 år, udgående sundheds- og beredskabspersonale op til og med 40 år samt gravide og ammende.
"Det overordnede råd i forbindelse med et alvorligt udslip, der bevæger sig ind over dansk område, er fortsat at gå indenfor."
"Dette vil helt overordnet bidrage til at beskytte mod direkte stråling og mod indånding af radioaktive stoffer som cæsium, strontium og jod, skriver Sundhedsstyrelsen videre."