27-årige Mette Cornelius afløser Camilla Martin som Peter Palshøjs nye makker på fodboldmagasinet "Onside" på TV3+.
Hvis du synes, at der er noget bekendt over sportspigens kønne øjne, så skyldes det ikke en ekstra våd druktur.
Hun er nemlig søster til en kendt Kanal 4-vært, der i sine unge dage var fast vedhæng til Jimmy Jørgensen.
Søsteren har været til numerolog og har købt en vokal og skriver nu derfor sit gedigne danske navn på en mere eksotisk måde. Måske har du gættet at Mette Cornelius' søster er Mayianne Dinesen.
De to TV-piger deler fædrene ophav.
- Vi mødtes først, da jeg var 3 år, og hun var 18. Men vi ses af og til og taler godt sammen. Faktisk vil jeg betegne vores forhold som lidt venindeagtigt, siger Mette, der kan opleves i "Onside" på TV 3+ hver søndag klokken 19.20.