Nyheder8. maj 2016

Galleri: Mascha Vangs datter som model

Superbloggeren kan prale med nyt hus, nordisk pris, fed ferie og nu altså også sit eget tøjmærke opkaldt efter datteren Hollie Nolia.

Galleri: Mascha Vang s datter Hollie Nolia som model

Det er ikke nemt at være fotograf, når modellen hedder Hollie Nolia, er tre et halvt år gammel og datter af Mascha Vang.

– Hun har krudt i røven. Hollie Nolia sidder ikke stille ret længe ad gangen, griner den ellers stolte mor, mens spirrevippen konstant pisker rundt efter en ballon i børnetøjsbutikken Anna Bandana i Valby.

SE BILLEDERNE AF HOLLIE NOLIA I GALLERIET ØVERST I ARTIKLEN

Ballonen er gul, og det er faktisk også Hollie Nolias yndlingsfarve, så selv om mor altid har sværget til lyserød, så har den gule farve i dén grad præget den feminine børnetøjsserie, som 36-årige Mascha Vang netop har lanceret.

Det nye design er selvfølgelig opkaldt efter Hollie Nolia.

– Det er en pigedrøm, der er gået i opfyldelse, i hvert fald for mig, siger Mascha, som har lavet tøjet sammen med datteren.

– Hollie Nolia er med til at vælge blandt andet farver, og hun har altså sine meninger. Jeg tror, hun skiftede tøj otte gange i morges, griner Mascha.

Tøjet er lavet i samarbejde med Hust & Claire, der altid har været blandt Mascha Vangs favoritter.

Det kan selvfølgelig købes på hollienolia.dk, men også i omkring 100 butikker. Faktisk er der i første omgang slet ikke lavet tøj nok til at dække efterspørgslen, også fra udlandet.

– Jeg ved, at efterårskollektionen også skal ud mange andre steder end Danmark, bl.a. Holland, Luxembourg, Belgien, Tyskland, England, Finland, Rusland ...

Mascha remser op og afslører samtidig, at den nye kollektion ikke er en enlig svale.

I det hele taget er det svært at bevare pessimismen for den lækre singlepige, som for godt en uge siden kunne vende hjem fra Helsinki med prisen som Nordic Blogger of the Year.

– Det er helt vanvittigt. Jeg vidste slet ikke, jeg var så kendt i de andre nordiske lande. Der findes rigtig spændende blogs i Sverige og Norge større end min, fortæller Mascha.

Laberlarven, som to gange er kåret som ”Danmarks Dejligste” af SE og HØRs læsere, er nu ikke selv en lille blogger.

Hver måned når maschavang.dk ud til omkring en halv million mennesker, hovedsageligt kvinder, og dertil kommer omkring 250.000 følgere på de sociale medier.

På bloggen kan følgerne læse om alt fra hendes nye hus i Dragør og til bikinierne, der netop nu bliver luftet på ferien med Hollie Nolia og en veninde i Thailand.

– Vi overtager først huset 1. juni og er simpelthen nødt til at gøre noget i ventetiden.

Jeg glæder mig, så man ikke fatter det. Hollie Nolia savner have, og vi glæder os til at få mere plads.

Sponsoreret indhold