Gazas regering: Dødstal overstiger 13.000
Dødstallet i Gaza har passeret mindst 13.000, og 30.000 er såret, siden krigen brød ud 7. oktober.
Det oplyser Gaza-regeringen, som ledes af Hamas.
Blandt de døde er flere end 5500 børn, hedder det. 3500 er kvinder.
Gazas sundhedsministerium har tidligere oplyst, at det ikke længere kan give nøjagtige tal for døde og sårede. For de intense kampe forhindrer, at døde kan bjærges.
FN's generalsekretær, António Guterres, siger søndag, at han er "dybt chokeret" over, at to FN-skoler i Gaza er blevet ramt under israelske flyangreb i weekenden.
Snesevis af palæstinensere meldes dræby og såret under angrebene. Blandt dem mange børn og kvinder.
- Hundredtusinder af civile palæstinensere har søgt ly på FN's anlæg over hele Gaza på grund af de tiltagende kampe.
- Jeg vil gentage, at vores områder er ukrænkelige, siger Guterres.
Han tilføjer, at krigen mellem Israel og Hamas har kostet "et svimlende og uacceptabelt antal civile ofre".
Israel forsøger med angrebene at ødelægge Hamas' tunneler og magtbaser i Gaza, lyder forklaringen fra landet.
Søndag har den israelske hær frigivet en video, som hævdes at være af en 55 meter lang tunnel under Gazas største hospital, Al-Shifa.
Al-Shifa i Gaza By er fuldstændig under de israelske soldaters kontrol, og tunnelen er blevet fundet under gennemsøgning af hospitalet. Tunnelen, der ifølge israelerne ligger 10 meter under jorden, ender ved en sprængsikret dør.
Israel har i længere tid hævdet, at militsfolk fra Hamas har haft et hovedkvarter i tunneler under hospitalet Al-Shifa.