Nyheder21. januar 2017

Gordon Kennedy skaffede Caspar Phillipson superrollen

Danske Caspar Phillipson spiller den ikoniske præsident i filmen ”Jackie” – rollen fik han efter god hjælp fra en Kennedy.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/gvdfb00.jpg
 (Foto: Henrik Hildebrandt)

Udtrykket ”som to dråber vand” har sjældent passet så godt... Danske Caspar Phillipson spiller selveste John F. Kennedy i den splinternye storfilm ”Jackie”.

Den 46-årige skuespiller ligner nemlig den ikoniske præsident så meget, at han under optagelserne faktisk kun blev tiltalt som ”Mr. President”.

Helt absurd var det så en tredje Kennedy, nemlig den danske skuespiller Gordon Kennedy, som skaffede sin gode ven og skuespillerkollega den flotte rolle.

– Jeg så, at de manglede en skuespiller, som skulle ligne Kennedy, så jeg sendte et billede til det franske castingbureau. De skrev bare tilbage: ”He’s perfect” (han er perfekt, red.), griner 48-årige Gordon Kennedy, da SE og HØR mødte ham til premieren på "Jackie" i Falkoner Biografen på Frederiksberg.

Gorden Kennedy understreger også, at han kun formidlede kontakten. Resten klarede Caspar Phillipson selv.

I filmen ”Jackie” spiller Caspar Phillipson over for den Oscar-vindende skuespiller Natalie Portman, og storfilmen fortæller først og fremmest historien om præsident John F. Kennedys hustrus håndtering af sorgen efter attentatet på sin mand, der brutalt blev skudt ved middagstid den 22. november 1963 i Dallas, Texas, mens han i bilkortege vinkede til tusinder af begejstrede amerikanere langs vejen.

Sponsoreret indhold