Nyheder7. maj 2014

Grand Prix-kommentator stadig for syg

Nu trækker stemmeknækket Ole Tøpholm sig også fra anden semifinale
DRs Eurovision-kommentator Ole Tøpholm melder afbud til anden semifinale
DRs Eurovision-kommentator Ole Tøpholm melder afbud til anden semifinale
 Foto: All Over



Da DR's faste grand prix-kommentator og ekspert Ole Tøpholm mandag måtte kapitulere og indgive sit afbud til den første semifinale i Eurovision på grund af svigtende stemme, var det med håbet om, at han kunne blive klar til anden semifinale.

I stedet var det P4-værten Anders Bisgaard, der fodrede seerne med oplysninger om de 16 deltagende lande ved det første show.

LÆS OGSÅ: Stemmeproblemer tvinger Tøppe til at droppe Eurovision-semifinale

Men torsdagens anden semifinale bliver også uden Ole Tøpholm ved roret. Det skriver han på sin Facebook-profil onsdag morgen.

- Stor ros til min afløser som melodi grand prix-kommentator, Anders Bisgaard. Han gjorde det super godt, skriver Ole Tøpholm og fortsætter:

- Jeg har her til morgen meddelt DR, at jeg også trækker mig fra semifinale 2 i morgen aften. Det vil være det bedste for seerne, synes jeg. Mit håb er så, at jeg er i stand til at gennemføre finalen lørdag aften på DR1, skriver han.

LÆS OGSÅ: Eurovision-drama: Buh-råb overdøvede værterne

Både læger og eksperter har kæmpet for at få Ole Tøpholms stemme på rette kurs, men selvom det har hjulpet, mener kommentatoren ikke, at seerne er tjent med en rusten stemme.

- Jeg må godt kommentere for lægerne, men jeg synes ikke, seerne er tjent med det. Det skal være en god oplevelse for dem, og det skal ikke ødelægges af mig, fortalte han mandag til Newspaq.

Torsdagens semifinale bliver sendt direkte på DR1 klokken 21.00.

LÆS OGSÅ: Masser af bar hud og barmfagre babes indtager Melodi Grand Prix

Sponsoreret indhold