Gratis rejse med S-tog til alle på lørdag: DSB fejrer jubilæum
Onsdag er det 90 år siden, at de første S-tog kørte på strækningen mellem Frederiksberg og Klampenborg. Det fejrer DSB lørdag, hvor alle passagerer kan rejse gratis med S-tog hele dagen.
Det skriver DSB i en pressemeddelelse.
Flemming Jensen, der er direktør i DSB, glæder sig til at fejre S-banen.
- Vi glæder os til at fejre fødselsdagen for en af verdens bedste bybaner, der på en hverdag kører 350.000 kunder af sted til arbejde, i skole, til fritidsaktiviteter - og til fest, siger han i meddelelsen.
Ud over gratis rejser med S-tog vil der lørdag blandt andet også være musik på Københavns Hovedbanegård og uddeling af hindbærsnitter på stationerne i hovedstaden.
På en almindelig hverdag er der omkring 350.000 rejsende med S-togene, men på de største rejsedage er der over 400.000, der rejser med togene.
De største rejsedage er Kulturnatten, Black Friday og de store julefrokostdage.
For halvandet år siden fik S-banen et nyt digitalt signalsystem. Det giver ifølge Peter Svendsen, der er trafikdirektør i Banedanmark, mulighed udvikle S-banen.
- I 2024 er hele 96,9 procent af S-togene ankommet til tiden, og det er altså en stærk måde at markere en 90-års fødselsdag, siger han i meddelelsen.
Det nye signalsystem har samtidig gjort det muligt at opgradere og automatisere S-banen.
Det betyder, at S-togene kommer til køre på samme måde som metroerne med førerløse toge og afgang hvert syvende minut flere timer af døgnet.
De første førerløse toge kommer til at køre i 2030 på linje F, og efter planen kommer alle linjerne til at være fuldautomatiske i 2037.
Inden da vil alle S-togene også blive renoveret. Blandt andet med nye sæder og nye destinationsskilte.
Der er 87 S-togsstationer fordelt mellem syv forskellige linjer.
Nørreport er den mest benyttede S-togsstation, og i 2022 var der ifølge mediet Ud & Se mere end 13 millioner passagerer om året, der steg på et S-tog på Nørreport.
Der er flest, der rejser på strækningen mellem Nørreport og København H.