Grøndlandske kvinder kræver erstatning i spiralsagen
67 af de grønlandske kvinder, der i 60’erne og 70’erne fik sat spiral op af danske læger, og ofte uden samtykke, kræver nu hver 300.000 kroner i erstatning af den danske stat.
Det skriver DR.
Mandag sender kvindernes forsvarsadvokat, Mads Pramming, et erstatningskrav til staten. Hvis kravet afvises, stævner kvinderne staten.
Kvinderne vil ikke vente på den kulegravning af sagen, som den danske regering og den grønlandske regering sidste år blev enige om at iværksætte, fordi den først ventes færdig i maj 2025.
Naja Lyberth fik sat en spiral op, da hun var 14 år gammel, og var den første kvinde, til at stå frem i sagen.
Naja Lyberth påpeger overfor DR, at mange af kvinderne er ældre, og at de ikke kan vente på den langvarige udredning for først derefter at tage stilling til, om der skal rejses en retssag.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde har sendt følgende kommentar til DR:
- Det er en dybt ulykkelig sag, og kvindernes historier gør et stort indtryk på mig. Det er vigtigt, at vi kommer til bunds i, hvad der er foregået, og derfor er et forskerhold i øjeblikket i gang med en uvildig udredning.
4.500 spiraler blev lagt op fra 1966-1970. Formålet var at begrænse antallet af grønlandske børn og dermed udgifterne til for eksempel daginstitutioner, skoler og sundhedsfaciliteter for den danske stat.
/>