Nyheder6. februar 2017

Gulddreng har øjnene på et nyt metal

Hvis den dobbelte Zulu Awards-vinder skulle smide guldkæderne, vil han i stedet iføre sig grundstof nummer 12 i det periodiske system
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20170202-zulu_awards_2017-tsl-0115.jpg
 Thomas S. Laursen

Han er kendt for kilotunge guldkæder, guldringe og guldglitrende sko.

Men hvis ”Model”-stjernen skulle vælge et andet metal at smukkesere sig med, så skal vi hen til det 12. grundstof i det periodiske system.

- Det skulle være magnesium. Jeg kan godt lide dets blikfang, lyder det køligt fra Guldreng bag solbrillerne, da SE og HØR fanger den populære popstjerne på den røde løber til Zulu Awards.

Og blikfang har Guldreng ikke blot fået med sine to Zulu Awards, som han vandt i kategorien "Årets nye navn" og "Årets hit".

Hopper med på Folketingsvognen

Folketingspartiet Alternativet har også taget inspiration fra Vejle-drengen i deres nye kampagnevideo ”Blæredygtig”.

Partiet skriver på deres Facebook til videoen, at "Grøn er det nye guld".

Og det henter respekt fra Gulddreng, der er beæret over at være inspiration til kampagnen.

- Jeg respekterer Uffe Elbæk helt vildt. Jeg synes, det er en fed kampagne. Bæredygtighed er rigtig vigtigt. Det går jeg op i, lyder det fra Gulddreng, der bærer det borgerlige navn Malte Ebert.

Dog vil Gulddrengens stemmeseddel ikke lande hos Alternativets formand til næste valg, ifølge den prangende popstjerne.

Han vil nemlig hoppe på samme vogn som Jim Lyngvild og Linse Kessler.

- En lille hemmelighed. Faktisk, så ville jeg nok selv stille op til Folketingsvalget, så jeg stemmer nok på mig selv, hvisker den 22-årige guldidol.

Du kan se Alternativets "Blæredygtig" musikvideo neden for, hvor de tager inspiration i den guldbelagte musiker.

Sponsoreret indhold