Gunnar fra "Den store bagedyst": Bor med kanin, mand og kager
Kom indenfor hos Gunnar fra "Den store bagedyst"
Marcipanklodserne i alle regnbuens farver ligger sirligt placeret på køkkenbordet hjemme hos Gunnar Weis Reinhardt, der bor sammen med sin mand gennem fire år, Allan, i en moderne lejlighed i Københavns Sydhavn.
– Jeg skal aflevere denne kage til en toårsfødselsdag i morgen, så der skal lige laves en masse pynt. Jeg lavede kagebundene i går, forklarer deltageren fra ”Den store bagedyst”.
Heldigvis har han formået at presse en time ind i sin travle kalender til SE og HØR.
– Jeg kommer ikke til at gøre bagning til min levevej. Jeg er sindssyg glad for DSB, og jeg ville ikke undvære mine kolleger. Jeg er også med til at undervise og uddanne nyt personale, så kager er ren hobby. Jeg skal også have mit privatliv til at hænge sammen, for vi har familie i Jylland, og det hele skal spille sammen, lyder det fra Gunnar, der dog stadig siger ja til bestillinger på sine flotte kager.
Det kræver bare en anelse planlægning.
– Jeg siger til folk, at de ikke må komme med kagebestillinger, en uge inden de skal bruge dem. Jeg har lige købt en god, gammeldags kalender, så jeg kan skrive bestillinger ind der, fastslår Gunnar, der altid har været glad for at stå i køkkenet, men passionen for bagning opstod først for fire år siden.
– Det hele startede med, at jeg lavede en kage til vores venner, der skulle giftes. Først ville jeg lave kransekage, men så tænkte jeg, nej, de skal have en rigtig bryllupskage. Og så lavede jeg også vores egen bryllupskage. Efterhånden blev det bare mere og mere. Jeg giver kager til venner og kolleger. Jeg fandt ud af, at jeg synes, det er sjovt at bage. Det er afslappende efter ti timer på job.
Bagedyst-deltageren har altså et hæsblæsende skema, men han nyder, at der er fart over feltet. Og det er der, når han møder ind på sit job hos De Danske Statsbaner.
Inge fra "Den store bagedyst" har sejlet verden rundt
– Jeg elsker, at jeg selv kan styre tingene, når jeg møder på hovedbanen om morgenen. Jeg ved, hvad jeg skal nå på min togtur. Jeg skal have styr på sikkerhed og tage mig af mine kunder. Det er bare et rigtig dejligt arbejde. Når vi har problemer på grund af forsinkelser, kan jeg godt holde humøret højt. Vi prøver jo altid at løse tingene. Kunderne bliver glade, når bare de ved, hvornår de kan være fremme, siger den tyskfødte mand, der som baby flyttede med sine forældre til Jylland.
Det var dog en tilfældighed, at Gunnar endte som steward. Oprindelig er han nemlig uddannet køkkenleder.
– Da jeg blev færdig, fik jeg et vikariat i Aarhus, men det var ikke mig. Jeg har altid rejst meget med tog – og da en kollega fortalte, at Togservice Danmark søgte stewarder, gik jeg efter det. Og så fik jeg jobbet. Jeg startede i 2002 og flyttede så til København i 2003, fordi der skulle ske noget. Året efter blev alt personale overdraget til DSB, fortæller Gunnar, som du kan følge hver onsdag på DR1, hvor skinner, fløjte og uniform er skiftet ud med opskrifter, vanilje og Mette Blomsterberg.
Nyd galleriet øverst i artiklen.