Nyheder20. oktober 2023

Hamas: Israelsk angreb har ramt kirke og dræbt flere personer

Den græsk-ortodokse kirke i Jerusalem fordømmer angreb på kirke i Gaza. Den siger, angrebet kommer fra Israel.
19 October 2023, Palestinian Territories, Rafah: Smoke rises after Israeli airstrikes on Rafah in the southern Gaza Strip. Photo by: Abed Rahim Khatib/picture-alliance/dpa/AP Images
Dette billede viser en anden situation: Røg der stiger fra Rafah i det sydlige Gaza.
 Foto: Abed Rahim Khatib/picture-allian

Flere personer er blevet dræbt og såret i et angreb på en kirke i Gaza By.

Det siger indenrigsministeriet i Gazastriben, som er kontrolleret af Hamas.

Ifølge ministeriet var det et angreb fra Israel, der ramte den græsk-ortodokse kirke Saint Porphyrius sent torsdag aften.

Kirken ligger i Gaza By i den nordlige del af Gazastriben.

Vidner fortæller til AFP, at flere civile havde søgt tilflugt i kirken. Ifølge vidnerne så det ud til, at angrebet var rettet mod et mål tæt på kirken.

Kirkens facade blev beskadiget i angrebet, og en tilstødende bygning kollapsede, fortæller vidnerne til AFP. Mange sårede skal være blevet bragt til et hospital.

Det israelske militær (IDF) siger til AFP, at det undersøger hændelsen.

Den græsk-ortodokse kirke i Jerusalem fordømmer i en udtalelse angrebet, som den siger kommer fra Israel.

- Patriarkatet understreger, at angreb på kirker og deres institutioner, samt det ly de giver for at beskytte uskyldige civile, særligt børn og kvinder, som har mistet deres hjem som følge af israelske luftangreb på boligområder i løbet af de seneste 13 dage, udgør en krigsforbrydelse, som ikke kan ignoreres, skriver kirken i en udtalelse.

Ifølge AFP er Saint Porphyrius den ældste kirke i Gaza, som stadig er i brug.

Kirken ligger ikke langt fra Ahli Arab-hospitalet, som blev ramt af en eksplosion tirsdag. Ifølge Hamas døde mindst 471 personer i eksplosionen.

Ifølge amerikanske efterretninger ligger dødstallet dog mellem 100 og 300. Det viser et dokument, som AFP har set.

Hamas beskylder Israel for at stå bag et angreb, der ramte hospitalet. Omvendt siger Israel, at eksplosionen skyldtes et mislykket raketangreb fra gruppen Islamisk Jihad.

Det afviser Islamisk Jihad.

Israel har offentliggjort billeder og aflytninger, der angiveligt frikender Israel.

Den forklaring har den amerikanske præsident, Joe Biden, bakket op om.

- Baseret på den information, som vi har set i dag, ser det ud til, at det skyldes en vildfaren raket, der blev affyret af en terrorgruppe i Gaza, sagde Biden onsdag ifølge Reuters.

Amerikanske efterretningstjenester undersøger fortsat kilden til eksplosionen, skriver AFP.

Sponsoreret indhold