Hamas vil dræbe gidsler for hvert israelsk angreb
Den islamistiske bevægelse Hamas vil gå i gang med at dræbe israelske gidsler, hvis Israel fortsætter med at bombe civile mål i Gaza uden varsel.
Det siger en talsmand for Hamas mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Talsmanden, Abu Obeida, hævder desuden, at de israelske gidsler indtil nu er blevet holdt i god behold. Truslen om drab er fremlagt, fordi Israel har bombet og dræbt civile i deres hjem uden varsel, lyder det fra Hamas.
Den israelske regering har oplyst, at over 100 israelere holdes som gidsler.
Det er mandag aften dog uvist, hvad det præcise antal lyder på.
Mindst 800 israelere har mistet livet, efter at Hamas lørdag morgen iværksatte et omfattende og blodigt angreb i Israel.
Det er de største tab, Israel har oplevet siden Yom Kippur-krigen i 1973, hvor landet kom under angreb fra en koalition ledet af Egypten og Syrien.
Israel har som modsvar gennemført flere luftangreb mod Gaza.
De palæstinensiske myndigheder har mandag meldt om mindst 560 dræbte palæstinensere. 2900 skal være såret i israelske angreb.