Hanne-Vibeke Holst efter kræftsygdom: Jeg har ikke grædt
I vinter fik den danske forfatter Hanne-Vibeke Holst den nedslående besked, at hun var blevet ramt af brystkræft.
Senere fik hun fjernet det ene bryst, men på trods af den alvorlige sygdom brød succesforfatteren aldrig sammen og græd.
Det fortæller hun til Ekstra Bladet i forbindelse med en bogreception for sin nye samtalebog "Livsmodig", som hun har udgivet sammen med sangerinden Anne Linnet og politikerne Ritt Bjerregaard og Christine Antorini.
- Jeg har ikke grædt. Jeg har ikke pebet, fortæller Hanne-Vibeke Holst til mediet.
Hun er dog overbevist om, at hun gennem livserfaring har haft kræfterne til at håndtere sygdommen med overskud.
- Det handler om at tage en beslutning om, hvordan man vil se på det, uddyber forfatteren over for Ekstra Bladet.
Hanne-Vibeke Holst fortalte i slutningen af maj om sygdommen til ugebladet Søndag.
Her berettede den 58-årige succesforfatter, at sygdommen blev opdaget, efter at der blev fundet uregelmæssigheder ved en mammografiscreening.
Hanne-Vibeke Holst: Mangemillionær
- Jeg råbte og skreg, for jeg vidste bare, at der var noget galt. Ventetiden var hæslig, men jeg besluttede fra dag ét, at jeg ville fortsætte mit liv, så godt som jeg kunne, sagde hun blandt andet til Søndag.
Hele forløbet har dog igangsat en masse refleksioner hos Hanne-Vibeke Holst, der blandt andet står bag succesromaner som "Dronningeofret", "Kongemordet" og "Kronprinsessen".
- Er der noget, jeg mangler at gøre for at kunne lukke mine øjne med sindsro og tænke, at jeg nåede det, jeg skulle? Måske er min konklusion, at jeg ingenting mangler, og at alt er, som det skal være, sagde hun til Søndag.